Ved søen...

Vejr: Solrigt
Tidspunkt: Omkring klokken 18:00.

Vincent trippede afsted med hænderne placeret i lommerne. Hans fødder blev slæbt henover det grønne græs og hans øjne var let lukkede. Et sagligt smil lå henover hans smalle, grå læber. Her var nu dejligt, her på Avalon.
Han tog en dyb indånding og forsøgte at mærke luften i lungerne, dog ikke noget han kunne, da han jo ikke trak vejret. Et suk forlod han læber da han satte sig på en hvid, stenbænk. Han så ud over søen og betragtede det blanke vand. Der var mange forskellige individer i Avalon lige nu... Både mennesker, orker og jeg ved ikke hvad. Vincent betragtede de levende med et fraværende blik. Han krummede tæer nede i de blankpudsede sko og trak den sorte frakke af, for at placere den på skødet. Han sukkede og rynkede på næsen. Dejlig dag, dejligt vejr og dejligt sted.

Alexa kom frisk gående og kiggede sig omkring. Hun havde ikke været mange gange i Avalon, da hun tit havde travlt med at arbejde, for at få penge til mad og husleje på Terra. Hun havde jo ikke engang et fast job, ikke fordi det tog så tungt på hende.
Som altid, havde hun et par lange læder-agtige støvler på, som gik op til knæene, for at skjule hendes ene metal ben, og så havde hun en lårkort nederdel på, og en top med en lille jakke over. Typisk tøj for Alexa at have på. Hendes undskyldning var, at det var varmt, så derfor måtte hun godt gå let påklædt, selvom hun gjorde det året rundt. En grund til at mange havde kigget underligt på hende.
Hun opdagede en skikkelse ovre ved en bænk, men hun kunne ikke rigtig se, hvad det var, pga. solen forstyrrede hendes syn.

Lani sad nede ved søen og så på sit spejlbillede. Turde ikke røre vandet, da hun så ville få hale i stedet for ben. Derfor sad hun omkring en meter fra kanten. Man kunne ikke være for forsigtig.
Hun var i klædt et par lårkorte, sorte short og en lang, hvid top. Ikke for megen påklædning og ingen sko. Aldrig. Det var en ubehagelig opfindelse, de mennesker havde fundet på. Det var jo meget bedre at have bare fødder. Så kunne man rigtig mærke jorden, hvor dejlig sval den var. Man blev i et med naturen, når man kunne mærke den med sine fødder. Sådan følte hun i hvert fald. Det var sikkert ikke alle, der havde det sådan.
Det eneste hun ikke havde mærket med sine fødder, var vand. Ikke så mærkeligt, når man fik hale hver gang man rørte det.
Hun sukkede lydløst og så sig omkring. Fik øje på mange andre, men to personer fangede hendes opmærksomhed. En pige der var klædt, ret så varmt på og en dreng i meget fint tøj, i følge hende selv. Hun så på dem med et nysgerrigt blik.

Den udøde skuttede sig en anelse, da en kølig brise fik ham til at føle sig levende. Han bed sig i læben og kastede et roligt blik rundt. Umiddelbart var der mange racer i syne. Han kunne tælle minoriteten: ham selv. Han var den eneste udøde. Den eneste 'zombie'. Det var egentlig ikke sært; de fleste brød sig ikke om hans slags. Hvorfor folk helst undgår at gøre bekendtskab med hjerneædere, skal jeg ikke kunne sige. Han kastede et blik på en forbipasserende, hvis ben lavede en abnorm lyd, hver gang det kom i kontakt med jorden. Han rynkede næsen og undredes, da personen umiddelbart så menneskelig ud. Han knugede grebet om frakken og så roligt på de menneskelignende skikkelser. Det gang-larmende, et menneske ved søen og så nogle andre tilfældigheder rundt omkring. Skulle man kommunikere med nogen? Ak nej, tænk hvis de fik et slagtilfælde når de så ham? Han sukkede og rejste sig fra sin bænk, for at gå imod søen i et roligt tempo. Han brød sig ikke så meget om vand. Måske fordi hans egen krop var drænet for alt der hed fugt, og hvis han faldt i vandet så ville hans krop blive slatten som en makrel. Hvis ikke værre. Han stirrede på sit spejlbillede og missede med de røde øjne. Han brød sig ikke det fjerneste om vand...

Alexa opfattede endelig, hvad skikkelsen var. En zombie. Hendes nysgerrige gener trådte i kraft, så hun gik forsigtigt over mod den udøde.
Hun stoppede op og kiggede ned på jorden, da det var tydeligt, at det ikke egnede sig at gå i høje hæle her, men hun ville helst ikke forskrække nogen helt vildt, selvom hun havde set et par cyborgs, mens hun havde vandret rundt.
Hun trak let på skuldrene, og gik videre over mod den udøde, selvom det var en smule besværgeligt, men hun kunne ikke ligefrem vride om. Det nederste af begge ben, var jo af metal, så det kunne jo ikke være utrolig slemt.

Lani fulgte personen i det pæne tøj med blikket, da han gik ned mod søgen. Tydeligvis en udød, men en ret flot en. Hun havde altid troet at de lignede klassiske zombier, som slæbte deres ene ben og gik med armene udtstrakt. Det gjorde han bestemt ikke.
"Noget galt?" Spurgte hun forsigtigt med sin melodiske stemme. Hun regnede ikke med at han ville svare hende, men det skadede ikke at spørge.
Hendes opmærksomhed blev dog også draget af pigen i det 'varme' tøj. Hun fulgte efter den udøde. Lani kunne ikke helt præcisserede hvilken race hun var, men bestemt ikke et menneske det sagde ligesom selv.

Det gav et sæt i Vincent, da der pludselig var en der havde valgt at bryde tavsheden. Han drejede hovedet og så på kvinden der sad ved søen. Han betragtede hende indgående og trak på skuldrene.
"Nej, bestemt ikke." svarede han kortfattet, efter at have forsikret sig selv for at det var ham hun snakkede til. Det havde han ikke forventet.
Han skævede til hende og betragtede hende indgående, før det gik op for ham at der var endnu en på vej. Han vendte fronten væk fra det blanke vand og betragtede nu den anden kvinde, der kom imod ham. Faktisk direkte imod ham. Han fortrak en lettere overrasket mine, og da hun var kommet indenfor tale-vidde, spurgte han:
"Kan jeg hjælpe Dem?" med en lettere hæs stemme. Han lod et blik glide op og ned af pigen der stod, og derefter pigen der sad. Nu havde han jo faktisk startet en samtale med dem begge. Betød det at han skulle blive stående her? Han var i tvivl og vippede skiftevis med vægten fra det ene til det andet ben.

Der bredte sig et stort smil på Alexa's læber, da den udøde talte til hende. Nu var Alexa ikke bare lidt nysgerrig, men meget. Hun havde som sagt, aldrig været tæt på en, og nu var der en der talte til hende.
"Jeg er bare lidt nysgerrig omkring dig," svarede Alexa, som om det var det mest naturlige man kunne sige. "Jeg har aldrig nogensinde set en udød, eller zombie, eller hvad man kalder din race." Alexa's øjne kiggede næsten gennemborende på Vincent, men siden de var mekaniske, kunne man ikke rigtig se det.
Hun var faktisk noget forundret over, at den udøde var højere end hende.

Lani blev træt af at sidde ned, nu da de andre to stod op. Det fik hende til at føle de så ned på hende. Derfor rejste hun sig op og så på dem begge med et nysgerrigt blik, i de lige nu blå øjne.
Pigens øjne så ud til at være sorte eller bare meget mørkebrune. Hvem der dog havde sådan nogen pæne øjne. Det tætteste hun kom på brun, var hasselfarvede og det så ikke altid kønt ud til hendes hår. Det klædte dog pigen utrolig godt.
Lagde mærke til at drengen, virkede en smule overrasket over at nogen talte til ham. Måske var han ikke vant til det, fordi at folk troede han spiste hjerner? Hvis han gjorde, så det bestemt ikke sådan ud.

Vincent stirrede på den lave kvinde med et vurderende blik og en mut mine. Så kom hele zombie-emnet på tale. Igen. Men svarene lå klar, så det gjalt bare at udvælge de rigtige svar til de rigtige spørgsmål. Og det var ikke fordi de spørgmål varierede så meget fra gang til gang.
"Mine landsbrødre er ikke så civiliserede igen," påpegede han og hævede et øjenbryn. Han arme hans liveløse ned langs siden og han stod faktisk blot ret op; en underlig måde at stå på, eftersom de fleste nok ville foretage sig noget med arme, ben og jeg ved ikke hvad. I mellemtiden var Vincent stoppet med at vippe fra side til side.
"Men tro mig når jeg siger, at når vi ikke fortærer os i menneskehoveder og deres indhold, så er vi nogle rare folk."
Han hævede et øjenbryn og kastede et blik på pigen fra før, der havde bestemt sig for at rejse sig op. Han så skiftevis på de to og rømmede sig, for han - i et forsøg på at skifte emne - selv stillede et spørgsmål, henvendt til begge piger:
"Jeg vil så umiddelbart gætte på at I er mennesker? I ligner lidt..." han skævede til pigen, hvis ben havde sagt nogle knirkelyde, "Men på den anden side... Jeg har taget fejl før."

Alexa nikkede forstående, da hun havde opfattet, at hun skulle lade vær med at stille flere spørgsmål, efter den udøde havde skiftet emne.
"Altså... Jeg er ikke sådan rigtig et menneske," svarede Alexa og tog den lille jakke af, så man kunne se hele hendes højre arm og hendes venstre hånd, som begge var af metal. "Hvad med dig?" spurgte Alexa så nysgerrig til pigen der også stod der. Alexa ville helst ikke holde nogen udenfor en samtale, desuden var pigen også pæn. Selv ville Alexa gerne have sådan noget pænt orange-rødt hår, men det ville bare ikke gå til hendes kunstige øjne, som hun ikke kunne få lavet om, siden hun jo ikke boede på Feritas mere, som hun gjorde, da hun ellers fik lavet sin krop, da hun kom ud for det uheld.

Lani forstod at drengen ikke ville snakke om emnet, zombier. Det forstod hun godt. Specielt med alle de fordomme der var omkring dem. De var sikkert rar, som han selv påpejede. Han var bare den første hun mødte, så hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere.
Vendte sit blik mod pigen og så imponeret på hendes metal arm og hånd. En cyborg vist nok. Det måtte være både sejt og dårligt at være en cyborg. Dog hælede hun mest til sej.
Hun bed sig forsigtigt i underlæben og pillede lidt ved sit lange, blød hår. Hvis de bare grinede eller ikke troede på hende, ville det såre hende en del. Godt nok var hun rimelig afslappet af natur, men nogen ting var hun knap så afslappede med.
"Jeg er ikke et menneske, men en havfrue" svarede hun med en lettere nervøs stemme.

Vincent stirrede på metalarmen, og så en anelse vantro ud. Han var ikke så vant omkring mekanik og den slags teknologi. Faktisk lå det ham ret fjernt. Han rynkede næsen og rettede sig op. Han så overrasket ud, men ikke videre imponeret. Det skyldes nok at hans øjne ikke havde en glans de ville have haft, hvis de havde været menneskelige. For imponeret var han faktisk. Bare en smule...
"Der kan man bare se. Flot håndværk."
Mere havde han ikke at sige. Hvad kunne man sige? Han kunne ikke engang kende en lilje fra en tidsel, så hvordan i al verden skulle han nogensinde kunne gøre sig klog på mekanik? Én ting var sikkert; hun måtte være fra Feritas. Der var da ingen tvivl. Eller var der? Måske havde terranere også udviklet den teknik nu? Vincent sukkede; han kom tydeligvis ikke nok ud. Han vendte blikket imod den anden pige, da det åbenbart var hendes tur til at modtage kædespørgsmålet. Da Vincent hørte hendes svar løftede han begge øjenbryn og rettede per automatik blikket imod hendes fødder. Han stirrede længe på de bare tæer og tænkte sig grundigt om, før han talte:
"Er det ikke meningen at havfruer har haler og finner? Eller er jeg for gammeldags?"

Alexa rettede hurtigt sit blik mod pigen. En havfrue? Alexa kunne virkelig ikke tro det. Først mødte hun en udød og nu også en havfrue. Det var bare for fedt, selvom det bare gjorde Alexa's nysgerrighed værre, og hun ville virkelig vide mere! Hun ventede dog på, at pigen havde svaret manden, men det gik så op for hende, at hun ikke engang vidste hvad de hed.
Måske skulle hun spørge om det? Eller skulle hun vente. Hun løsrev sig hurtigt fra sine tanker, for at fokusere på de to væsner foran hende.

Lani blev en smule irriteret over spørgsmålet, men det kunne ikke ses. Hun var vant til at andre racer, spurgte hende om det samme spørgsmål. Det kunne hun ikke bebrejde dem. De kendte jo alle sammen sikkert historierne om havfruerne, med deres fiske haler osv. Havde de virkelig ikke fantasi til at tro, de kunne få ben? Måske, måske ikke.
"Jo" svarede hun og smilede skævt. "Jeg har bare ben når jeg er på land og hale når jeg er i vandet" forklarede hun dem begge to, da pigen sikkert ville have stilt hende det samme spørgsmål. Hvem ville ikke det?

"Smart." brummede han. Hans tanker løb af med ham; Tænk hvis udøde havde samme funktion. De var levende når de havde brug for at leve, men når mennesker havde lyst til at brutalt slagte dem, så var de udøde og skulle hermed bruge et par dage på at sy sig sammen og finde deres lemmer. Det kunne være smart. Vincent have helt glemt følelsen af at være levende, og han tøvede faktisk et kort sekund da han tænkte den tanke, for han var i tvivl om, om mennesker og andre levende væsner faktisk kunne mærke at de var i live. Det kunne de måske nok ikke. Det var vel ligesom at trække vejret eller blinke. Noget de bare gjorde. Noget som Vincent ikke gjorde, da det førte til decideret ubehag fra hans side. Han så på de to med et roligt blik og skævede over skulderen, for at sikre sig at vandet ikke havde bevæget sig nærmere.
Derefter vendte han opmærksomheden imod de to. Han så på metal-pigen, og overvejede hvad hendes holdning til vand var, og hvad hun gjorde i tordenvejr. Hun var jo en levende lyn-leder. Han rynkede næsen og så derefter på havfruen med et vurderende blik. Spiste havfolk egentlig fisk? Og hvis de gjorde, foretrak de dem så rå, eller tilberedte de dem på en eller anden måde ligesom levende væsner på land gjorde? Vincent savnede smagen af mad og bare tanken fik ham til at forestille sig at være sulten...

Alexa var meget interesseret i dem begge. Mest fordi at hun ikke til hverdag så sådan nogen, men hun boede jo også på Terra. Der var næsten kun mennesker der. Det var ikke tit, at man få andre slags, og dem der var af anden slags, gemte det fra de andre, ligesom hende selv. Der var kun få, som hun kendte på Terra, der faktisk vidste hun var en cyborg.
Hvis hun var blevet på Feritas, så var hun blevet set ned på, og det vidste hun alt om, siden hun jo havde været venner med op til flere cyborgs.
"Hvad hedder I egentlig?" spurgte Alexa så endelig. Der var jo en eller anden der skulle spørge. Så Alexa kunne ligeså godt gøre det. "Mit navn er Alexa..." sagde hun, så hun lige præsenterede sig selv først.

Lani så med et nysgerrigt glimt i sine øjne på dem begge to. Det var sjældent at hun mødte andre end mennesker, da hun jo boede på Terra. Mennesker var fine nok, men de kunne aldrig holde på hemmeligheder eller også troede de slet ikke på en. Derfor var det dejligt at komme til Avalon og møde nogen, som faktisk kendte til det hele. Det var rart.
"Mit navn er Lani" præsenterede hun sig selv og valgte ikke at fortælle sit mellem eller efternavn, da det sikkert ikke havde nogen betydning for dem. Hvor mange troede måske også at havfruer havde efternavne?

Vincent så på de to kvinder. De to levende individer. Han bed sig i læben. Hvad var det nu hans navn var? Fornavnet huskede han. Det var såmænd efternavnet der havde det med at glippe.
"Hyggeligt at møde jer begge, Alexa og Lani, mit navn er Vincent von Richtenstein," sagde han i et tør stemme. Han rømmede sig og betragtede dem indgående. Det var ham stadig en gåde at de turde være så tæt på ham. De fleste mennesker og andre racer var fjendtlige overfor hans race. De mente at de udøde automatisk måtte være tilhængere af Chaos. Han rynkede næsen og skuttede sig, hvorefter han svingede frakken om skuldrene igen og rettede på slipset.
Sådan var der jo så meget, tænkte han. De fleste havde fordomme og det havde han vidst også selv haft, så det var der ikke noget at sige til. Han kunne i grunden ikke huske det. Han så på de to kvinder igen.
"Så... Jeg går ud fra at du er fra Feritas," han pegede på Alexa og flyttede nu fingeren imod Lani, "og du er fra... Maris Spiritus? Eller måske Mentis?"
Blot for at holde samtalen igang... Det kunne man jo lige så godt.

"Jeg flyttede derfra, for et par år siden, da mine forældre ikke kunne klare at jeg var en cyborg, så bor i Terra nu," sagde Alexa. "Du må være fra Derelin." Kom det så fra hende. Alexa havde nogenlunde styr på planeterne, men hun rettede hurtigt sit blik mod Lani.
Hvis Lani sagde hun kom fra Maris Spiritus, så ville Alexa vide mere. Hun ville nemlig gerne besøge Maris Spiritus, men hun havde kun været i et par verdener, men havde tilgengæld læst om dem alle. Hendes nysgerrighed blev nemlig aldrig rigtig stillet, det var derfor hun vidste så meget, om alt og ligefør også om alle. Selv ubrugelig viden havde hun en del af. Hun brugte internettet lidt for meget, både da hun levede i Feratis og nu hvor hun levede Terra, brugte hun det også der, men det var ikke ligeså godt, men Feratis var også en teknologisk verden.

Lani så på begge to. Alexa lignede bestemt en, der kom fra Feratis, måse pga. af at hun var cyborg. Feratis var jo en yderst teknologisk verden. Dette måtte være dejligt, at bo i en verden var var så langt fremme i tekonologien. Det var jo nærmest pinligt for Terra, der var tilbage i middelalderen, i forhold til Feratis.
Vincent kunne næsten også kun være fra Derelin, som Alexa gættede. Det var der største delen af 'de onde' racer var. Selv havde hun aldrig været der, da hun foretrak mere neutrale planeter. Godt nok var Terra ikke helt neutral og der var megen krig, men det var bedre end ingenting.
"Jeg er født på Maris Spiritus, men mine forældre flyttede med mig efter ca. to måneder efter min fødsel" svarede hun og smilede en anelse sørgmodigt. Hun havde altid haft lyst til at besøge sin fødeplanet, men havde aldrig haft chancen. Det måtte ellers være dejligt at svømme i det hav.
"Jeg bor nu på Terra"

Vincent betragtede de to andre med et vurderende blik. Så de var begge fra Terra? Der kunne man bare se. Han trak på skuldrene og placerede hænderne i frakkens lommer, for at stå lidt mere komfortabelt.
"Jaså. Men ja, jeg er fra Derelin," påpegede han og hævede et øjenbryn, "hvilket er hip-som-hap." tilføjede han med et skuldertræk. Ingen brød sig synderligt meget om Derelin, hvilket egentlig var forståeligt nok. Det var en farlig og ond planet, påstod de fleste. Vincent kunne nu egentlig ret godt lide stedet, eftersom han egen race var meget udbredt dér. Folk stirrede ikke så meget på den misfarvede hud eller når man tabte arme og ben. Det var hverdag i Derelin. Det var nok ikke så normalt at folk gik rundt og tabte dele af sig selv i de andre verdener.

Vincent måtte nu indrømme at han ikke havde været på andre planeter end Avalon og Derelin. Altså så vidt han kunne huske. Det kunne jo være at han havde boet på Terra som menneske og så blev sendt til Derelin da han blev udød? Eller hvad? Nej han anede det faktisk ikke. Men det var også fortid, så det var ikke så vigtigt.

Han skuttede sig og så på de to.
"Så I er begge flyttet til Terra," slog han fast og rømmede sig.
"Men I er begge fra andre verdener," tilføjede han og vendte blikket imod himlen.
"Hvordan er der så i Terra?" hans stemme døde hen i en mumlen, og det var ikke til at sige hvad han tænkte.

Alexa nikkede bekræftende til det Vincent sagde. Når hun tænkte over det, så var det faktisk overraskende, at Lani også boede på Terra, da hun aldrig havde set en havfrue på Lani, men måske havde det noget at gøre med, at hun ikke gik særlig tit ud til havet, da hun havde travlt med at arbejde. Egentlig burde hun også prøve at finde noget arbejde igen...
"Jeg kan godt lide at bo i Terra. Folkene er ekstrem søde mod en, selvom man er fremmed, de ved desværre ikke særlig meget om andre planeter, desværre. Jeg ved dog ikke hvad Lani synes," sagde Alexa og kiggede nysgerrigt på Lani. Hun kunne da godt tænke sig at vide, hvad Lani syntes om Terra, da Lani nok havde været lidt mere rundt, især i det fri, som Alexa dårlig nok havde set, selvom hun havde boet der i et par år.
Hun lod kort sit blik glide rundt, for at se, om der var nogen hun kendte fra den tid hun boede i Feritas, hun kunne dog ikke se noget. Det kom ikke som en overraskelse for hende. Cyborgs kom sjældent til Avalon, havde hun fået at vide af sine gamle venner.

Lani smilede. Hun havde aldrig været i Derelin eller Feratis, men kunne nogenlunde forestille sig hvordan det måtte være at bo i en verden, der var 'ond' og en verden der var utrolig teknologisk. Begge dele måtte være skønne og dårlige.
"Jeg kan meget godt lide Terra. Folk er søde, men respektere ens privatliv. De går højt op i uddannelser og at hjælpe andre.. Jeg bryder mig bare ikke om deres forurening" mumlede hun og smilede skævt. Forureningen var det værste. Sammen med deres krige. Forureningen gjorde at havets vand, smagte utrolig dårligt. Nogen steder var det helt vildt ulækert at svømme, mens andre steder var det fantastisk.

Vincent undlod at kommentere Derelins forurenings situation. Derelin var ikke noget man kunne være stolt af. Jorden var sort og øde og havet var dødt som støv. En helt ubeskrivelig død verden, det var hvad Derelin var.
Han så på de to, skiftevis. Terra lød i grunden som et dejligt sted. Han rynkede næsen da det, igen, lod til at han skulle finde på et nyt emne og spørgsmål at snakke om. Han brugte et par sekunder på at overveje et potentielt emne, men fandt ikke noget. Han trak på skuldrene.
"Det lyder dejligt." brummede han tonløst og kastede et vurderende blik på omgivelserne. Han anede ikke hvad han skulle snakke med en havfrue og en cyborg om. Han var jo ikke just den store taler. Han lyttede helst. Han bed sig i læben og sukkede højlydt.
Han rettede lidt på sit tøj og rømmede sig.
"Så... Det-øh... Lyder dejligt." brummede han tøvende og betragtede sit ene ærme, da dette havde fået lidt snavs på sig. Han så en anelse misfornøjet ud da han omhyggeligt gav sig til at rengøre ærmet med den anden hånd.
"Så... Hvad bringer jer til Avalon?"