En fremmede

Mørket havde for længst sænket sig over byen spøgelsesbyen Engsted, som var det primære hjem for de udøde beboere på planeten Derelin. Dog på trods af statussen som en spøgelsesby, var der dog en kro, der stadigvæk var liv i. Man kunne så småt ane nogen hove i det fjerne. Det blev mere og mere klart, at de havde kurs mod byen. Lidt efter kom der en hest til syne for enden af gaden til kroen. Det var en af de større heste, som havde samme farve som sin herres kappe, der blev gjort synlige ved hjælp af lyset fra kroen. Den kutteklædte skikkelse steg af hesten og bandt tøjlerne fast til smadret lygtepæl lige uden for kroen. Skikkelsen vendte sig dernæst mod døren og gik indenfor. Det så udtil at være en stille aften, der var kun et par stykker oppe ved baren. Et par mennesker og en elever, der så ud til at have fået lidt for meget at drikke. Skikkelsen fjernede ikke sin kappe, fra ansigtet, da han gik op for at bestille noget drikkelse hvor efter han fandt en plads nede bagerst i kroen.

Vincent vandrede igennem de endeløse gader, der strakte sig som lange døde ... endeløse... gader... Hmm. Han var en af de bedre klædte udøde der holdt til i Engsted; de fleste udøde havde ikke rigtig noget at skjule under tøjet alligevel, efter så mange års forrådnelse, så for dem var der ingen mening i at bruge tøj. Vincent kunne godt følge deres tanker, og alligevel var tøj en essentiel vigtighed for ham. Uden tvivl.
Han drejede ved hjørnet og forsvandt kort i mørket på gaden, før lyset fra kroen indrammede hans grålige ansigt i et varmt lys. Med et hurtigt skub og et lavmælt klik gik døren op, og den varme aroma fra øl, brændevin og ildsted slog imod det følelsesløse ansigt. Han mærkede selvfølgelig ikke temperatur forskellen fra udenfor til indenfor, men den var der da sikkert. Og som Vincent altid sagde; 'Lidt menneske var man da endnu', og det var derfor at han som den eneste udøde faktisk gik med frakke. En lang, sort frakke, ganske nydelig og sikkert også meget dyr. Det var ikke til at sige hvilken fin grav han havde fundet den ved, men han havde uden tvivl ikke købt og betalt den. Det holdt økonomien slet ikke til. Han hang frakken på en bøjle på stumtjeneren bag døren. Man vidste altid hvornår Vincent var på kroen, for han var til dels den eneste udøde der gik med frakke, og han var den eneste der faktisk kendte til stumtjenerens position. (Nok fordi denne var stum og derfor ikke kunne råbe op.)
Han gik tavs op til baren, satte sig og hilste høfligt på zombien bag disken. Vincent bestilte et glas rødvin, hvilket var tåbeligt eftersom han alligevel ikke kunne smage den, men det var én af de mange vaner, den 'unge' udøde mand havde. Og vaner var altid svære at komme af med.
Vincent undlod at kaste et blik omkring sig, eftersom de øvrige gæster ikke rigtig havde nogen betydning for ham. Endnu.

Nede bageste i lokalet sad en kutteklædt skikkelse, ved et bord for sig selv. På bordet foran ham var et krus og en medaljon. Uden at kunne se hans ansigt vil man konkludere, at han var optaget af at beskue medaljonen. Man skulle have nogen virkelig gode øjne, hvis man på den afstand skulle kunne se hvad der var på den. Skikkelsen sukkede kort og tømte sit krus. Skikkelsen lænte sig kort tilbage og opdagede, at der var en ny tilkommende i kroen, som kiggede i sin retning. Den kiggede vurderende på Vincent og efter et stykke tid faldt det skjulte hovede ned på medaljonen igen. Skikkelsen rejste sig nu og gik op og satte sig ved bardisken et par pladser væk fra Vincent og lod sin hætte falde endnu længere ned, så dens ansigt ikke var synligt. Den vinkede bartenderen over med behandskede hånd og stak ham krusset og smed et par mynter på bordet.

Vincent lyttede til de tunge skridt, da de kom nærmere, for dernæst at stoppe ca. en meter fra ham. Han skævede til siden og betragtede den kutteklædte med et indgående blik. Han forsøgte så vidt muligt at få et glimt af den ukendtes ansigt, men det var skjult vældig godt. Dog lod det til at den anden var lige så høj som Vincent selv, og tungere var han uden tvivl. Vincent vippede hovedet en smule nedad og hævede sit glas til de tørre læber. Udøde burde ikke drikke noget; deres kroppe var tørre, og når de drak havde de en tendens til at svulme en anelse op. Da tanken ramte ham, satte han straks glasset på bordet igen, uden at have rørt dets indhold. Typisk egentlig. Normalt var han ligeglad, men lige nu - med ham der Hr. Sort ved siden af - så ville han helst holde lav profil.
Vincent vendte kort ryggen til den kutteklædte, ved at sætte sig i en underlig (og meget akavet) stilling, ind over bordet. Han vippede glasset imellem to fingre og overvejede kort om han skulle rejse sig og gå. Elveren der sad på den anden side af ham - og som uden tvivl havde fået et glas for meget at drikke - brød pludselig ud i en højrystet sang, med ord der aldrig havde eksisteret på nogle sprog.
Vincent sukkede og vendte denne gang ryggen til elveren, så han stirrede over på den kutteklædte i stedet.
"Så... Kommer du tit her?"
I baggrunden kunne elverens fuldskabs-vise høres.

Skikkelsen drejede sit hovede og et blond stykke hår var synligt i et øjeblik. Vincents spørgsmål blev mødt med et kort nik, og derefter vente den sig væk fra Vincent igen. Bartenderen henvendte sig til Vincent fra den anden side af baren af, hvor han havde fået dæmpet eleveren. "Det er Arch" lød det dæmpet fra bartenderen "Han er ikke særlig snaksaglig, hvis du forstår" sagde han og skævede hen til den kutteklædte person ved navn Arch. "Han kommer her forholdsvis tit, det er de færreste der kan få et ord ud af ham. Jeg er ikke just sikker på hvad han er eller hvad han lever af, men jeg har dog hørt nogen rygter" hans stemme var stadigvæk dæmpet og han havde nu lænt sig ret langt frem mod Vincent. Den kutteklædt Arch tog en tår af sit krus, det lod ikke til at han havde hørt dem. Han stirrede ned i sin hånd, hvor han formodenligt holdte medaljonen.

Vincent lyttede til bartenderens ord, imens øjnene nærstuderede den kutteklædte. Han betragtede den mørktklædte's tøj meget indgående, for at analysere syninger, eventuelle hints der ville kunne fortælle noget om tøjets ejer. Den udøde havde godt bemærket det lyse hår, der ganske kort havde været synligt. Besynderligt. Et kort øjeblik ønskede han at han var i stand til at genkende racer. Han forsøgte at erindre hvem det var der kunne det; det var vidst varulve. Han skuttede sig en smule og forsøgte at få et blik på hvad det var, Arch havde i hænderne. Umiddelbart kunne Vincent ikke rigtig sætte form eller farve på det, men det måtte være noget meget værdifuldt, siden den fremmede så ud til at være meget interesseret i den.
Han sendte et svagt nik til bartenderen, for at indikere at han ikke behøvede mere information og som tak for det han havde lært. Han vippede uroligt rødvinsglasset imellem fingrene og stirrede frem for sig, så han havde profil vendt imod Arch.
"Familie arvestykke?" spurgte han tonløst, men dog ganske interesseret. Hvis noget kunne opsluge folk på dén måde, så måtte det være værdifuldt...

Arch så op og drejede hovede en anelse i retning af Vincent. Han svarede med en svag hovederysten, som kunne ses i hans kuttes blæveren. Det var åbentbart ikke helt så let, at få ham til at svare på nogen decideret ja-nej spørgsmål. Arch rettede sig op igen og stak sin handskebeklædte hånd, som knugede om den pågældende genstand, ind under sin mørke kappe. Arch gav sig til at stirrer ind i væggen på den anden side af bardisken, det blev efterfulgt med en kort sukken.
Bang! Døren til baren gik op og ind kom en buttede dværg, med en flaske whiskey i sin ene hånd. "Hvard Shåh. folkesh.... hik!" fik han sagt før en kraftig vind, blæste ham i gulvet. Vinden væltede samtlige glas på bar bordet, da den kom hen til Arch løftede hans kappe sig, så det kun var hætten tilbage, som han holdte fast i med sin hånd. Under hans kappe kom en skede til syne, hvor i et diamant besat sværd var placeret.

Vincent vendte straks opmærksomheden imod dværgen, da denne tordnede ind i ad døren. Den udøde rystede på hovedet og sukkede. Dværgen tog plads ved siden af nogle ligemænd (både når det gjaldt højde, vægt og IQ) og snart brølede tre dværge diverse sange i kor. Hele scenariet var en anelse irriterende, mente den udøde, der bestemt ikke brød sig om den infame larm. Dog kunne irritationen ikke spores i hans ansigt, dels fordi han ikke udtrygte megen følelse i sin gøren og laden, og dels fordi han var optaget af noget helt andet. Vincent stirrede nemlig forbløffet på den kutteklædte og dér hvor sværdet var placeret, trods det endnu var dækket af kutten. Den udøde vendte blikket imod kuttens åbning, hvor et ansigt måtte gemme sig, og derefter imod sværdets placering igen. Han vendte det døve øre til dværgenes larm og rykkede en smule tættere på den kutteklædte. Han var nysgerrig. Meget endda.
"Så... Du er ikke fra Engsted, kan jeg regne ud." mumlede han og så yderst koncentreret ud i ansigtet. Sådan da. Faktisk så han hverken koncentreret ud og da slet ikke levende. Zombien lod den tørre tunge glide henover de lige så tørre læber.
"Men det er der jo alligevel ikke så mange hérinde der gør." lød det fra ham idet han skævede imod dværgene igen.
"Du snakker heller ikke meget, hm?"