Mellem de golde træer

[Denne tråd er åben for alle]

En rund måne hang stille og lyste natten op, dog med en død mat farve, mens de brændte træer kastede lange mørke skygger gennem det landskab man engang kaldte 'skov'. Xelirateis satte bestemt sin stav i jorden og gik i et roligt tempo, så hun kunne fornemme natten og stilheden, og for den sags skyls om hun var alene. En blid vind tog forsigtigt fat i hendes majestætiske hovedbeklædning, som for nogle kunne om et slør, men ingen funktion havde.
Et øjeblik stoppede hun op og lod det sorte blik glide over landskabet, og op på bymuren, der lå ca. en kilometer fra hende. Hun brød sig ikke om indbyggerne i Ravn, de havde ofte for høje tanker om sig selv, og havde som regl intet at bidrage med. Hun tog en dyb indånding af den kølige forårsluft og sukkede opgivende, desværre var dette det eneste sted de havde hvad hun ledte efter.

[ Så vil jeg da tillade mig at bidrage med et svar ]

Vincent brød sig ikke synderligt om Ravn og da bestemt heller ikke dæmoner. Han foretrak bestemt at være hjemme. Eller... Måske heller ikke hjemme. At være omgivet af savlende udøde var ikke just hans favorit beskæftigelse. Han skuttede sig og skubbede en gren til side, for at kunne passere træet. Da han endelig slap grenen, efter at ha' listet forbi den brogede eg, vendte naturen sig imod ham og grenen, der jo før havde været i spænd, gav ham et hårdt slag i baghovedet og han fløj forover, for at lande på skovbunden, med hovedet først.
Han lå lige så lang han var i nogle sekunder, med hovedet i mudder og skidt, før han endelig rejste sig op med en irriteret grynten.
Da han endelig kom op og stå, fejede han blade, jord og lignende væk fra tøjet, med en let håndbevægelse. Nok var man død, men tøjet var nyt og skulle bestemt ikke svines til.
Han kløede sig i nakken og skævede på grenen, der havde "angrebet" ham, før han tog nogle usikre skridt længere ind i skovens dyb.
Han stoppede pludseligt op da der lidt længere foran ham i skovens mørke, listede en skikkelse rundt. Han sank en smule sammen for at undgå for meget opmærksomhed, trods hans tidligere sammenstød med jorden nok havde gjort hele landet opmærksom på hans tilstedeværelse.

[Næh hvor hyggeligt ^^]

Xelirateis strøg en forsigtig hånd over maven, som hendes kjole lod være bar, en typisk ting for de sortelviske rober, tøjet var da også af fin kvalitet, da hendes rang som magifrue, tillod hende at få skræddersyet sit tøj. Dog snurrede hun hurtigt rundt idet hun hørte en bump et stukke bag hende. Hun kneb øjnene sammen med en tænkende mine, og gik et skridt tættere på hvad hun havde hørt, eller mente hun havde hørt.
"Hvem der?" sagde hun roligt, med en bestemt men kontrolleret stemme, der var ingen der skulle luske sig ind på hende, den slags brød hun sig ikke om, og slet ikke i dette område, hvor hendes værste fjender opholdt sig.
Hun slog den lange stav et par gange i jorden, og en let skygge begyndte at brede sig fra hendes fødder og ud i en bred radius, man kunne næsten ikke være for sikker, ikke i disse tider, og slet ikke på denne breddegrad.

Vincent stod i et par sekunder og halv-skjulte sig bag et træ. Han havde godt hørt om de grufulde ting, som dæmoner kunne finde på at gøre ved hans race. De morede sig en helt del med at splitte de stakkels døde ad, for at sætte dem sammen på alskens mærkelige måder. Man skulle tro at den udøde overlevede dette, eftersom han jo var udød, men det var de færreste der kom sig efter sådan en omgang.
Han sank en klump og skælvede en anelse. Ikke noget han var vant til, men trods han - knap havde noget tilbage - så nød han faktisk sin levende tilværelse. Hvorfor han så valgte at træde frem og hæve sin ene hånd en anelse, var ikke til at vide...
"Jeg er bare mig. Jeg ønsker Dem intet ondt, fru Dæmon." erklærede han og listede en smule tættere på hende, blot for at give sig til kende som den ranglede mandsperson han var. Han blev da også en kende overrasket da det gik op for ham, at det ikke var en dæmon der stod over for ham, men derimod en elver.
"Åh!" udbrød han forbavset, "Det beklager jeg, frøken. Jeg troede De var en Dæmon. De må nu bære over mig med; nu er vi jo så tæt på Ravn, så jeg gik blot ud fra at... Ja... De ved..."

Xelirateis stod afventende med sammenknebne øjne der fint var indrammet af kridhvide lange vipper, faktisk det eneste der i nattens mulm og mørke adskilte hendes sorte hus fra de mørke øjne. hun nærstuderede hurtigt Vincent da han gav sig til kende med et erkendende nik, han var heldigvis ikke en dæmon, men en udød, tilsyneladene.
Dog stivnede det rolige ansigtsudtryk idet han erklærrede hende sim værrende dæmon, før det krakelerede i en bitter mine, "Dæmon!?!" spruttede hun med en attitude der skreg, at hun ikke troede sine lange ører.
Xelirateis rettede sig og og strammede grebet om sin stav, stadig med øjnene let sitrende, han troede jeg var en DÆMON, hun rømmede sig hurtigt og kneb øjenbrynene sammen, nå, måske skulle hun bare være tilfreds med at han ikke var af dæmonisk afstammelse. Den mørke tåge der ellers lå som et solidt lag om hendes fødder aftog stille og roligt eftersom hun ikke anså ham som værrende en trussel, ikke som han bukkede og skrabede i hvert fald.
"Nå, hvad i alverden laver en udød så omkring Ravn?" sagde hun og pegede spidsen af staven mod hans brystkasse, ikke for at virke truende, det var nok bare en dårlig vane hun havde fået, blot for at indikere at det nu engang var ham hun snakkede til. Xelirateis havde selv et anstrengt forhold til dæmoner, især efter de mange krige, men de udøde havde sjældent et særlig godt forsvar, de kunne vidst falde fra hinanden til hver en tid, og så var de vidst ikke så begavede når det kom til magiens have. Og hvis de virkelig var så vakkelvorne ville de vel ikke kunne svinge et sværd, kunne de?
Elveren lod vurderende blikket glide ned over ham, han var højere end hende, hvilket hun som regl ikke brød sig om, men dog blev nødt til at indfinde sig med

Jeg hævede straks armene foran ansigtet og vippede den forsigtigt frem og tilbage. "Jeg beklager!" udbrød han. Hun brød sig tydeligvis ikke om dæmoner, og det var måske kun positivt i denne situation.
"Jeg gik bare ud fra..." han rystede på hovedet da det gik op for ham at han gentog sig selv. "Ligemeget." Han rettede sig op. Han havde på fornemmelsen, at hvis hans hjerte havde slået så havde det sprunget et par slag over. Mindst. Han rømmede sig og lagede armen over kors. Et øjenbryn blev hævet da der pludselig blev peget en aflang kæp imod hans krop, men han undlod at skænke det for mange tanker.
"Hvad en udød laver her? Vel det samme som en elver, vil jeg tro; altså sætter livet på spil. Eller... Liv og liv." Han så ned af sin krop og rynkede næsen. Liv var der ikke meget af. Han vendte atter blikket imod hende og trak på skuldrene.
"Men på den anden side; du bor jo lige herhenne, vel... I Niáel, går jeg ud fra? Du er vel ude på eventyr. Typisk elvere." Det sidste var en lavmelt brummen, som knap kunne høres, men om elvere hørte bedre end gennemsnittet, grundet deres lange øre, vidste Vincent ikke. Og det tænkte han ærlig talt heller ikke over. Han burde slet ikke rende rundt heromkring søen. Han havde intet at lave her, og alligevel var han her.
"Men... Jeg er her ganske enkelt fordi jeg vågnede op i morges, med sådan en trang til at fiske." han skævede i retning mod den halv-døde sø, hvis fisk med garanti var en flot muterede vandmænd, hele bundet. Desuden var det løgn. For det første sov Vincent ikke, så han vågnede heller ikke. Og fiskeri havde heller aldrig rigtig interesseret ham. Han mindedes de få gange hvor han havde forsøgt det, men da han konkluderede at fiskene sked til alle sider, så snart man fangede dem, så mistede sporten lidt charmen.

Xelirateis skævede ned til den udøde, men satte så staven i jorden med en overvejende mine, Vincent kunne være glad for at Xelirateis var så fredeligt anlagt som hun var, normalt villle en sortelver-frue ikke finde sig i fornærmelser af den kaliber, men takket være hendes mange års studiervar hun blevet klogere på kommunikation og vidste, at vold ikke løste alle problemer.
Hun trak en anelse på smilebåndet og så ned mod Ravn "Nah, det er de færreste dæmoner der har lyst til at lægge sig ud med sortelvere!" sagde hun bestemt, og kneb de mørke øjne lidt sammen, egentlig var det løgn, mange dæmoner var parat til at slå sortelvere ihjel uden tøven, men Xelirateis var heldigvis så benådiget med evner der kunne nare selv den bedste.
Hun vendte hurtigt blikket mod den udøde "Pas på med hvem du sammenligner med elvere, nok er jeg sortelver, men vi er forskellige, de lyshudede er forblændede af deres naivitet og falske guder!" snærrede hun, hun brød sig ikke om at blive skårret over én kan med de hvide, de havde slet ikke samme indsigt i verdenen som hendes race, ikkke hvis man spurgte hende i hvert fald.
Hun rømmede sig, og åndede langsomt den kolde natteluft ind "Så, jeg vidste ikke at udøde fiskede, har i overhovedet brug for at spise?" det kunne de da ikke have, de var jo døde, så hvad skulle de bruge mad til?

Vincent så ud til at få det bedre, da hun atter sænkede staven og lod den hvile imod jorden. Det sidste han havde lyst til, var at skulle sy sit hoved på igen, fordi en eller anden elverdame pludselig fik lyst til at spille golf. Han rømmede sig og lavede en ærbødig gestus med hånden.
"Selvfølgelig. Dæmoner kan slet ikke harmle op med sortelvere. Aldrig i livet. Eller døden... Hvis det nu var tilfældet." mumlede han lettere fortumlet og stirrede på sortelveren. Sortelver. Selvfølgelig. De var lidt... Emsige.
Selv Vincent vidste, at de fleste sortelvere ikke havde meget at skulle have sagt imod dæmoner. Dæmoner havde en tendens til at bruge beskidte kneb i kamp, og elvere havde jo alle deres guder og moraler at tage højde for.
"Jeg beklager ydmygt min fejltagelse. Ikke at man overhovedet er i tvivl når man ser Dem, frue. Selvfølgelig er De sortelver."
Han rømmede sig.
Emsige emsige emsige.
Han stirrede på hende med et vurderende blik og overvejede lidt om han skulle forsøge at gøre det godt igen, ved at sætte sortelvere op på en petistal. De plejede nemlig ikke at være så lette at komme udenom, når de blev vrede. Desuden så have han før oplevet at en sortelver sprang på ham, grundet noget han troede han var blevet tilgivet for. De var så besværlige. Det var alle elvere.
"Selvfølgelig fisker vi. Men nej, vi behøver ikke spise, men det ville da godt nok være et kedeligt liv efter døden, hvis vi kun måtte lave ting som vi havde brug for, eftersom vi ikke rigtig har brug for noget. Der er nogle af mine landsmænd der blot står og glor, men jeg tror snarere at det har noget at gøre med hjerneaktiviteten, frem for grunden til at lave noget. Hvis De forstår."

Xelirateis så ned på den udøde med et skævt smil "Du behøver ikke fedte, jeg kender godt mit eget folks styrke, ligeledes dæmoners!" lo hun diskret, den udøde var nu ganske underholdene, selvom hun som regl tog afstand fra andre racer, og især mænd. Men efter den sidste krig havde hun ikke snakket med så mange, og denne her ville alligevel ikke vide hvem hun var, og hun ville nok ikke støde på ham igen, i hvert fald ikke hvis han blev i dette område hvor dæmonerne hærgede.
Hun skævede overmod ham og vendte så ryggen til Ravn før hun trådte tæt på ham og stirrede på hans hud "Er det sandt at i kan rive en arm af, og blot sy den på igen, uden brug af urter og magi?" sagde hun så pludselig, ganske interesseret, en erindring havde strejfet hende, noget hun engang havde læst i en bog.
Egentlig burde hun finde ud af mere om disse væsner, måske ville man være istand til at brygge en drik, hvis man fik en finger, eller måske en hånd fra en udød, en drik som var i stand til at stoppe voldsomme blødninger fra sår, eller andet. Det ville måske endda være gsnek praktisk i krigsførsel!

Alexander gik roligt og stille hen imod Ravn, hans lange frakke svejede blidt i den blide vind og han måtte faktisk indrømme at vejret var temmelig dejligt når det nu engang var i Denerim, han lagde da også mærke til 2 mennesker som stod og snakkede, den ene lignede en somkunne næsten falde fra hinanden, så efter Alexanders mening måtte det jo være en udød, den anden var han da ikke helt sikker, høj slank kvinde, men han ville dog umiddelbart skyde på at det var en sortelver, en temmelig køn en af slagtens faktisk, han sprang op i en træ og sad ligeså stille og kiggede på dem, han tænkte at det nok ikke var det aller smarteste at afbryde dem midt i en samtale, det kunne også være at de ville starte at slåskamp, og det kunne jo faktisk være helt sjovt at se på.

[nogle der har noget imod jeg joiner?? ^_^]

(jeg har som så intet imod det )

[Så tager jeg da chancen xD. Hvis det er kan jeg jo altid slette indlægget ^_^]

Nicklas gik rundt i sine egne tanker i skoven. Han nød stilheden, og han nød friheden til at bare gå en afslappende tur, uden at der var nogle der forstyrrede ham. Han blev dog revet tilbage til virkeligheden, da han hørte stemmer et stykke længere fremme. Han vidste egentlig godt, at han ikke burde, men han kunne nu alligevel ikke lade være med at gå tættere på. Tænk hvis det var nogle han kendte. Det var egentlig ikke hans første bud, men chancen kunne være der. Han gik roligt og lydløst gennem skoven og stoppede da han kunne se to skikkelser stå med få meters mellemrum. Han blev noget overrasket over at se at den ene var en udød, da den var pænt klædt på og så ud til at gå meget op i sit tøj. Han havde ellers altid regnet dem for at være lidt smådumme (faktisk meget dumme, men han prøver nu altid at tænke i høflige baner xD). Den anden var sortelver, og han blev endnu mere overrasket over dette, da det var to racer der egentlig ikke havde noget at gøre med hinanden. Han var ikke helt sikker på om han turde afbryde dem, for sortelvere havde vidst nok et meget stort had til dæmoner, og han kunne jo ikke ligefrem skjule hvad han var grundet sine vinger. Han stod lidt og lagde vægten fra det ene ben til det andet, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Han havde hørt, at sortelvere havde en god hørelse så hun ville nok blive opmærksom på hans tilstedeværelse, hvis han prøvede at gå derfra igen. På den anden side, hvis han afslørede sig selv kunne han ikke være helt sikker på at hun ville forholde sig roligt. Han ønskede egentlig ikke at gøre hende noget. Han havde ikke noget had til sortelverne. Han passede blot sig selv og der var bestemt ingen der skulle styre hvem han skulle hade og hvem han ikke skulle hade. Han endte dog i den beslutning at han ville afsløre sig selv. Det var måske ikke det klogeste valg, men så igen... hvis han prøvede at gå udenom ville hun måske være offensiv fordi han prøvede at snige sig væk. Han trådte derfor ud i lyset og hans skridt var ikke længere så lydløse igen. Det kunne svagt høres når han trådte ned i det tørre græs.

( Hej Nick & Schwartz 8D Udøde er meget kloge jf. Vincent *host* )

Vincent åbnede munden for at sige noget, da kvinden pludselig benyttede sine lange ben til at stille sig tæt. For tæt. Vincent forsikrede sig, at hvis han havde haft en lugtesans, så ville han kunne lugte hendes ånde. Hendes hår. Tøj. Hud. Men nu havde han ingen lugtesans. Eller følesans når det gjaldt varme. Eller vind. Han lugtede faktisk heller ikke så godt selv (Det skjulte tøjet dog lidt -- LIDT!) - men det havde ikke noget at gøre med hans lugtesans. Eller hvad? Måske lidt.
"Altså... Jo... Eller det kan vi, men det er begrænset hvor meget man kan sy det samme sted, jo." mumlede han usikkert og gemte for en sikkerhedsskyld begge sine arme bag ryggen. "Vi kan også gøre det med andre dele af kroppen. Arme. Fingre. Hænder. Fødder. Der er også nogen der kan med hovedet, men det er lidt sjældent." brummede han og lod tungen glide henover de tørre læber. Hans tunge var som sandpapir og læberne var som asfalt. Tørt.
"Det er lidt vigtigt for os, at kunne samle os selv, siden de andre udøde ofte render rundt og flår lemmer af hinanden. Ved de årlige gravsfrokoster leger vi pakkeleg, hvor vi alle fjerner en arm eller et ben og pakker det ind. Og så spiller vi med terninger og bytter. Det er meget sjovt, faktisk. Bortset fra når dem der får din arm eller ben har mider i hjernen - altså bogtaveligt talt - for så bliver de lidt sære og så kan de finde på at bide i de lånte arme og ben."
Et højlydt suk forlod den udødes læber. Han hørte ikke noget til de to dæmoner der kom nærmere. Der var vidst også noget galt med hans hørelse...

Xelirateis lyttede interesseret til den udøde, dog var ansigtstræk af væmmelse tydelige, hun havde egentlig aldrig brudt sig om tanken, men facinerende var den. Hun rømmede sig kort, han lugtede bestemt ikke godt, men så igen var det de færreste der gjorde det her i området, så hun kunne vel lige så godt vende sig til det, på trods af hendes egen standard når det kom til hygiejne, desværre var det de færreste der satte de krav.
Dette afholdt hende dog ikke fra at læne sig yderligere iond mod Vincent så hendes næsetip næsten ramte hans, "Så, det er ikke fordi i er ved ...." i samme øjeblik hørte hun noget, bestemt noget levende, men størrelsen var lidt svær at fastslå, hun rettede sig lynhurtigt op og trådte et skridt tilbage fra Vincent der mere eller mindre lod til at være ligeglad - til hendes storre irritation.
Hun kastede et blik rundt og fik øje på en skikkelse et stykke væk "Hvem der?" snærrede hun med en barsk tone og rettede sin stav i retning af væsnet.

[Beklager det korte indlæg, jeg er lidt rusten]