Derelin-søen

Derelin-søen er stor og spreder sig vidt rundt. Området er præget af et stort grønt areal hvor træer skyder op over alt. Det er ikke nogen skov, det er blot træer som er plantet af elverfolket, for at få noget erotisk stemning samt en velbehag når man går rundt på denne egn.

Himlen var dækket af skyer der hang tungt denne dag. Det var en forholdsvis tidlig tid at bevæge sig ud på, men Jason havde et ærinde at skulle have diskuteret med en større leder, som han så frem til at møde. Han regnede med at denne mand havde modtaget hans brev med den ravn som han havde sendt afsted med meddelelsen om at skulle møde op dette sted om en 2-15 minutters tid. Jason havde ikke nogen nøjagtig tidsfornemmelse, da han ikke gik særlig meget op i tiden. Så længe han bare kunne finde ud af datoen, så kunne man nemt finde frem til et ca. tidspunkt, som Jason var så vandt til. Selvfølgelig hvis der var specielle tider hvor han havde en aftale til, så var det klart, at han pludselig blev en smule afhængig. Men cirka tidspunkterne var nu mere ham.
Jasons gang var ligefrem og målrettet. Hans ryg var rank, der var intet slentrende i hans gang, som kunne få ham til at virke useriøs.
Hans røde øjne så lige ud, som et tegn på, at han gik verdenen direkte i møde.

Demetri der stod ligefrem for sig og beundrede synet af vandet der lignede silke på denne storslået dag, havde sin fromme pose, med hænderne bag ryggen. Håret der nåede til skuldrene bølgede let i det kolde, dyster vind.
Man lærere at vænne sig til omgivelserne, og Demetris klan (familie) har haft dens domæne her siden.. jah.. tidernes morgen?

Bag ryggen kunne han hører let, anstændige skridt komme nærmere i hans sted. Han havde lukket øjne og var stadig koncentreret i lyden af vinden og de små dyr der galede i dagens dystre formiddag.

"God formiddag hr. McCean" sagde han formelt og vendte sig rolig om for at møde ham med en let venlig lille smil.

Jason fortsatte sin gang fremad og han opfattede en skikkelse ved søen. Han var ikke spor i tvivl om, at det var ham han havde sendt bud efter. Udstrålingen sagde det hele. Man kunne ofte se, om en person havde noget at skulle have sagt eller ikke. Det var også en af grundende til, at Jason havde arbejdet meget med sin attitude for 80 år siden.
Jason lod sine ærmer glide langt nedover hans håndrygge, men ikke helt for at vise at han ikke gemmer sig på nogen måder.

"God formiddag Hr." Jason kom nærmere, men stoppede omsider op nogen 4 meter skråt bag fra Demitri, indtil han vendte sig om.
Jason bukkede let med hovedet til ham, mens han så med sine røde øjne ind i Demetris.

"De har tydeligvis modtaget mit brev - udemærket. Jeg håber ikke at det forvoldte noget besvær.. ikke brevet, men ravnen" Jason smilte et lille svagt smil.

Demetri vendte sig om og lod søen skifte til bag hans ryg. Hans øjne fulgte Jasons skikkelse og nikkede formelt, som to mænd nu gør når de hilser.

Han havde stadig hænderne bag den ranke ryg, og besvarede Jasons blik med en rolig, kølig blik, der viste hans rolige personlighed.

Demetris smil blev en anelse bredere. "Jo vel sandt. Det har jeg. hr. McCean" og Undlod at komentere om ravnen. For den vil aldrig komme tilbage igen.
Han tog et par skridt tættere på, imens han kiggede ham roligt ind i øjnene.
"Jeg er ikke for stolt til at indrømme at dette brev sandelig har prikket til min nysgerrighed" sagde han med en venlig tone, og holdte brevet imellem hans pege og mellemfinger, imens han beundrede det med et nysgerrigt blik. Slevfølgelig blev han ved med at være rolige. Intet ud over hans indrømmelse viste hvor nysgerrig han egentlig var.
For i brevet stod der ikke hvad det var Jason, en vampyr, kunne være interresserede i at møde Alfalederen af en varulv klan for.

Jasons blik hvilede et kort øjeblik tungt på Demetri. Han havde på sin vis lyst til at vide hvad manden tænkte og følte, men han valgte at holde sig udenfor hans hovede.

"Jo vist. Jeg ville ikke skrible noget ned, da det blot ville kunne komme frem til en misforståelse, som jeg ikke har i sinde at forvolde ind i." Jason holdt en lille pause. Han overvejede sine ord en ekstra gang og fortsatte endelig.

"Jeg hører, at jeres varulveklan vokser sig større og større og er så småt begyndt at indtage mere område. Jeg ville blot påpege at vores klaner, begge er her i verdenen og jeg finder ikke nogen interesse i, at skulle lade dem drage ind i konflikt. Vi er trods alt bekendte med hinanden gennem vores familie-slægter." Jason følte sig ikke truet, men han vidste godt at det ville kunne gå hen og betyde at der ville dø slæng, både i den ene og den anden klan. Det ville så medføre at de begge ville gå hen og blive ustabile for andre kommende problemer.

"Med vores evner og jeres evner til at tyrannisere med den muskuløse krop, ville vi kunne ufatteligt meget magt i vores verden. Vores træning står primært på at træne vores evner konstant, så vi kommer op på sådan et niveau som man ikke vil kunne forestille sig. " Jason missede lidt med øjnene, blinkede en enkelt gang og smilte et roligt smil. Han kunne godt forestille sig, hvor det ville kunne føre hen. Et parner-skab.

Demetri smilte rolig og nysgerrigheden smuldrede lidt efter lidt, da Jason fortalte ham hensigten bag dette møde, men det var hverken en overraskelse eller en skuffelse.

Et privat møde mellem to væsener fra to forskellige klaner vil kun føre til en plan om fred mellem de to eksisterende klaner. Han havde overvejde formålet med dette møde mens han kørte hertil.
Hvis Jason Edward McCean ville have en krig igang, tvivler jeg at han ville have spildt tiden med at bringe et møde denne formiddag. Diskutér fred er den eneste mulighed. Selvom denne tanke lurede under overfladen, var han stadig nysgerrig til at vide hvordan denne samtale vil føres hen.
Demetri lagde hånden bag hagen og vendte et øjeblik ryggen til Jason. "Jeg er ikke uenig med dig. hr. McCean" Han holdte en talepause. Han ville ikke tænke over det. For i realitet set var der kun en mulighed, og Demetri undervurderede ikke Jason til at vide at han også vidste det. "En alliance mellem to forskellige klaner, der har haft en konflikt med hinanden siden tidernes morgen.. Ikke dårligt"

Han vendte sig atter mod Jason og lagde hovedet let på skrå alt imens en finger hvilede under hagen. Han kiggede nysgerrigt og let betragtende på ham.
"Var det dét eneste du ville diskutér med mig her en storslået dag? hr. McCean.."

Jason samlede sine hænder foran sig og tog et let greb om dem begge. Han regnede med at partnerskabet kunne føre til en hel del heftige hændelser, hvis der ville blive skabt uro eller mistillid til hinanden på nogen måder.
Jason betragtede Demetri. Det var tydeligvis heller ikke nogen dårlig idé for hans vedkommende, så Jason så positivt på det, men hans udstråling viste ikke nogen form for begejstring for sagen, for ellers ville det virke som om, at Demetris klan var en hel del bedre end Jasons, og det ville betyde at han på forhånd havde underkastet sig med sit eget slæng for ham - hvilket han absolut ikke ville.

Det kom ikke som nogen overraskelse for Jason, at Demetri nærmest forlangte at der var mere Jason skulle sige - tværtimod ville han nærmest blive forundret over, hvis han netop ikke gjorde det. Så havde han sikkert afvist ham på forhånd.

"Umiddelbart, var det den største prioritet, ja.." Begyndte Jason og fremtvang et lille roligt smil.

"Men det er alligevel ikke en hel lille ting. Vores klaner har haft mange års kampe med hinanden om den selv samme verden, som vi lever i, i dag, så det skal endelig ikke undervurderes" Sagde Jason efterfulgt af et lille nik som var en anerkendelse af det han sagde.

"Ved at udrette et semarbejdsskab, ville man kunne få en større magt umiddelbart, i Avalon som netop ingen rigtig har nogen magt i. Det er en større ting, som vil komme til at tage tid. Terraerne vil måske indse, at de ikke er i en drømmeverden men det er virkelighed. Ved at lære dem dette, vil de blive fulde af frygt, og dermed søge tilflugt nogen steder, og de steder, kan være hos os. Menneskeblod, er nu den bedste blod som altid er så sødt." Jason havde i flere år gået og tænkt i disse baner, hvor han ikke havde noget andet at tænke på.
Jason foldede sine ærmer en enkelt gang så den foldede og dermed kom begge hans blege hænder frem.