Kirkegården

”Godmorgen søster.”
Elveren skuttede sig i den kølige morgenluft. En let tåge lå stadig som et fugtigt tæppe hen over kirkegården, men små huller var begyndt at bryde frem hvor solens første stråler ramte den. Caelias trippede lidt på stedet for at bortjage den kulde der havde krøbet sig op igennem sprækkerne i den tunge rustning, gabte og rømmede sig prøvende. Det føltes stadig underligt. At stå her og snakke ud i ingenting. Hun skævede lidt til gravstenen, hvor orange stråler af lys lidt efter lidt lagde sig til rette i den indgraverede tekst.
Det var over et år siden efterhånden. At søsteren døde. Men ordene på stenen virkede stadig uvirkelige og falske, og hver gang Caelias begav sig op på kirkegården for at lægge blomster eller bare snakke, føltes det som befandt hun sig en drøm. En drøm var det dog ikke.
”Godmorgen,” gentog hun, børstede et par vildfarne strå af det turkise hår om bag øret, ”Jeg ville være kommet tidligere. Men der var optøjer blandt de nye rekrutter. Jaelii og hans slæng fandt det åbenbart mere passende at drikke sig fuld sammen med den gruppe uromagere som de var sendt ud for at anholde. Naturligvis endte de med at blive røvet af de selv samme mennesker i deres selskab. De rundører har altså en dårlig indflydelse på de unge.”
I et øjeblik lod hun blikket hvile på gravstenen, næsten som forventede hun et svar, men blev kun mødt af stilhed og en sparsom varme fra solen der fortsat kæmpede sig op af bakkerne. Langsomt lagde elveren armene over kors, så forsigtigt som muligt, men undgik alligevel ikke at lave larm idet metallet på hendes arme strøg over hinanden, og den skarpe lyd nærmest flænsede luften omkring hende.
”Hm. Men du plejede nu at komme godt ud af det med menneskerne. Når der en sjælden gang kom nogen til byen,” indrømmede hun og kunne med ét ikke lade være med at le en anelse. Søsteren havde været venlig … næsten tåbeligt venlig. Hendes godhed og loyalitet kunne ikke bestrides, men pigebarnet gjorde for stort et nummer ud af at stole på alt og alle. Caelias havde overvejet om lige netop det havde været grunden til at det endte som det gjorde.

For en stund tav hun, men så snart den unge elver ikke havde sin egen stemme at lytte til føltes den stilhed der herskede på kirkegården ubarmhjerteligt tung og pressende. Hun havde ikke noget imod stilhed. Eller ensomhed, for den sags skyld. Men lige nu, så tidligt om morgenen, på dette sted, ville det være rart med nogle flere lyde. Fuglesang eller noget lignende.
Men kun tavsheden var at høre.
Med en let bevægelse rakte hun frem mod stenen og tørrede lidt snavs af der havde sat sig fast i det ene hjørne.

Han sad oppe i et træ. En besøgende på Ethanar kirkegård havde skræmt ham i hans døs. Han var lige kommet op af vandet og hans bukser dryppede stadig af det salte vand. Ikke engang floden, som forbandt Ethanar søen og havet, kunne ikke skylde saltvandet af hans krop. Han var flygtet op i træet for at skjule sig. Han vidste ikke hvordan højelverne ville reagere hvis han sov på deres kirkegård.
Han sad i træet og lyttede til elverens tale, som åbenbart var henvendt til en død søster. En søster har han aldrig haft og han vidste ikke hvordan det var at miste et familie medlem. Havfolket mente ikke at døde skulle opbevares i bunden men de skulle flyde tilbage til havet. Havet havde skabt dem og hun skulle også have dem tilbage. Hun kræver jo også landboernes liv siden de bevæger sig over hende uden at spørge om tilladelse.
Han kiggede ned i jorden for dog at vise den døde lidt respekt. Da opdagede han at han havde glemt sin bue og sit kogger med pilene nede ved foden af træet. Han håbede bare at elveren ikke opdagede det. Han ville have problemer med at forklare sig fra det. Hvis hans våbe blev opdaget ville der måske blive alarmeret om ubudnegæster eller ligefrem fjender.
Han rettede kort på sine bukser for at skjule de nederste af hans skæl på hans ben. Han vidste heller ikke hvilket forhold landboere har med havfolket og kendte de overhovedet noget til dem.
Han sad og betragtede elveren med en lille bøn om at den ikke vil se på foden af træet.

Et let suk undslap Caelias’ læber, og med en udmattet bevægelse lod hun hovedet falde tilbage og stirrede op i himlen så det pageklippede hår dinglede let i vinden. Månens silhuet kunne stadig skimtes bag de rosenrøde og gyldne skyer, men solen gjorde langsomt sit indtog og slørede tegn på natten mere og mere ud. En irriteret grimasse spillede hen over elverens spidse ansigtstræk. Hun burde ligge og sove lige nu. Nej, rent faktisk måtte det være lige omkring ved denne tid at hun burde være ved at stå op. Men det var ikke første gang i denne uge at uopdragne rekrutter havde holdt hende på arbejdet ud over tid.
Tavst lod hun hovedet dumpe ned på plads igen, og med blikket hvilende på den blankpolerede gravsten sneg hun hånden op omkring det gyldne smykke om sin hals og knugede beskyttende trekanten. Blot ved at røre det kunne hun næsten mærke Athenas magen til hvile tungt i lommen mod sin hofte. Broderen Raelius ville have givet hende det med i graven, men Caelias havde nægtet. Tanken om at hendes lillesøster skulle brændes og hendes aske begraves var slem nok, men hun kunne ikke give slip på det sidste hun havde tilbage af hende. Smykket. Det de tre søskende havde til fælles. Det … Det kunne hun ikke give slip på.
Nogen gange fortrød hun. Raelius havde frygtet at guderne ikke ville tage imod Athena uden symbolet om sin hals, og jo mere den unge elver tænkte over det, jo mere frygtede Caelias at han havde ret. Det var første og eneste gang hun rigtig havde sat sig op mod traditionerne. Og det havde forfulgt hende lige siden.
”Undskyld, Athena,” mumlede hun skyldbetynget og gav slip på halskæden som havde hun brændt sig, ”Jeg håber at du blev godt modtaget alligevel. Det gjorde du uden tvivl. Du er så god af dig.”
En kort tøven, så et tavst farvel og elveren drejede rundt for at forlade kirkegården. En sidste gang lod hun blikket spejde rundt mellem træer og gravsteder, indtil et uvant syn fik hende til at standse op. En bue og et kogger med pile hvilede op af en træstamme. Mistænksomt orienterede hun sig, men kunne ikke få øje på nogen i tågen, og nærmede sig i stedet forsigtigt de fremmede våben. De var ikke af elversk design, så meget var tydeligt. Med ét var hendes sanser vakte, og med en beredt hånd berørte hun let skaftet af sit sværd. Kunne det være dæmoner der havde sneget sig ind bag byens vægge?

Han havde betragtet den sørgende elver i ro. Han troede at var frælst da hun var på vej væk, men han havde taget fejl. Elveren valgte at kigge tilbage. Hun havde opdaget hans pile. Han prøvede at holde vejret så hun ikke hørte ham. Han lagde mærke til at hun var klar til at tage imod en kamp til døden hvis det ville. En kamp med et trænet væsen ville han ikke prøve.
Han rejste sig op så stille som muligt. Han ville prøve at stå lidt mere skjult. Han stilte sig på den anden side af stammen end den elveren stod i. Han dryppede lidt på hans næsten lydløse vandring fra den ene gren til den anden.
Han kiggede på elveren bag fra stammen. Han havde altid været fascineret af elevere. De var smukke, deres sang kunne sammenlignes med havfolkenes sang. De var dygtige håndværkere og deres magiske evner var forbløffende. Han syntes dog det mest besynderlige var deres mad. Han havde smagt det før og det smagte godt, men det var anderledes. Elvere de drak også noget gyldent noget de helte i fine glas. Han havde hørt det var vin. Vin havde han dog aldrig smagt. At drikke var noget som havfolket aldrig gjorde. Man havde ingen grund til det.
Nu håbede han bare at elveren ikke ville opdage ham.

Caelias holdte vejret og lod blikket spejde overvejende rundt i området omkring sig. Forsøgende lod hun hånden klemme sammen om sværdets skaft og vejede det i hånden. Vægten tydede på at magien hun havde kastet over den dagen før var forsvundet, og tavst forbandede hun den indtrænger der nu måtte være. Selvfølgelig. Typisk. Ikke nok med at en flok uregerlige ungelvere skulle berøve hende hendes nattesøvn, men nu var hun også i fare for at måtte sætte sig op mod en dæmon eller værre uden optimale fordele. Så snart dette var ovre havde hun en høne at plukke med en hvis byvagtrekrut. Igen.
Et dryp af vand oppefra skimtet ud af øjenkrogen fik elveren til at dreje rundt og kaste blikket op mod træet bag sig, men synet gjorde ikke ligefrem situationen mere overskuelig. Vand. En gennemblødt gren. Forvirret løftede hun et øjenbryn og glemte i et kort øjeblik at være på vagt. Hvorfor pokker lå der vand oppe i et træ, når den eneste fugtighed var en let tåge helt nede ved jorden? Pigens tanker ledtes hen mod vanddæmoner eller trolde på fisketur, men det tog ikke lang tid før en langt simplere forklaring åbenbarede sig for hende. Efter en hurtig spejden rundt i træet landede Caelias’ blik mod buens ejermand, netop i færd med at slippe væk. Personen lignede godt nok et menneske, men sammen med det dryppende saltvand og pilenes design var det ikke svært at lægge to og to sammen.
”En havmand …” mumlede elveren forundret og lod de spændte skuldre slappe af igen og hånden fjernes fra sin parate position på sværdskaftet. Et let smil spillede op i den ene mundvige, men forsvandt hurtigt igen, og elverens trætte, alvorlige udtryk vendte tilbage som en mørk skygge.
”Hvilken mulig grund,” begyndte hun i et toneleje af blandet irritation og forvirring, ”kan en havmand som Dem have til at befinde sig i et træ på en højelversk kirkegård så tidligt om morgenen?”
Ventende på svar lod hun blikket hvile fast på den fremmede, knejsede let med hagen og lagde armene over kors. Mest af alt havde hun lyst til at vende sig om og gå hjem og sove. Men dette var alligevel for absurd til ikke at undersøge nærmere.

Hun kendte til dem. Det overraskede ham meget. Da han ved at han er opdaget hopper han ned, mister balancen og falder på halen. "Jeg er ikke så vant til det her endnu" mumler han for sig selv og ømmer sig lidt.
Han kigger op på elveren. Det måtte være en ung elver. Hun lignte en på hans alder men han vidste ikke hvor hurtigt de ældes. Måske var det lige så hurtigt som menneskerne eller måske oven i købet langsomere end havfolk. Han vidste det ikke.
"Jeg ville bare besøge... Eth.. Ethanar. Jeg synes der er smukt." siger han som svar på hendes spørgsmål.
Han bliver sidende for at ikke få elveren til at angribe ham. Han havde ikke lyst til at virke truende.
Han trak lidt i sine bukser for at dække for sine skæl, selvom hun allerede havde regnet ud hvad han var.

Caelias fulgte den fremmedes bevægelser med øjnene i takt med at han noget uelegant fandt vej fra træet og ned på jorden foran hende. Med et suk gik hun et par skridt længere frem mod træet, samlede havmandens våben op og svingede dem over skulderen. Han virkede ufarlig. Men hun ville trods alt hellere være på den sikre side.
Nu med en bedre udsigt betragtede hun ham undersøgende. Selv siddende kunne hun bedømme at fyren var omtrent på hendes højde, om end langt mere muskuløs end hende selv. Ikke overraskende, vel. Elvernes naturlige spinkelhed havde ikke været noget der før havde hindret hende, men alligevel ville hun foretrække ikke at skulle brydes med den dobbelt så brede person foran sig. Godt hun havde sine våben. Selvom at den fremmede nu ikke lod til at være specielt kompetent i en kamp, muskler eller ingen muskler. Mest af alt virkede han lidt fjollet.
”Det er jo forståeligt nok,” svarede hun, men kunne ikke lade være med at smile indvendigt over hans besværede udtale af byens navn, ”Men jeg vil nu mene at der er langt smukkere steder at besøge i Ethanár end en afsides kirkegård. Desuden,” hun hankede let op i koggeret så pilene raslede mod hinanden, ”Jeg finder det svært at forestille sig en valid grund til at medbringe våben på et kulturelt besøg.”

((Ggg, kort indlæg x_x ))

Han skulle lige til at protestere da hun tog hans våben, men han valgte at lade være. Uden hans våben ville han være forsvarsløs. Han kunne ikke gøre hende noget med de bare hænder og hun havde jo også et sværd.
Da hun tog koggeret og pilene raslede kunne han ikke lade være med at udbryde: "Du skal ikke røre mine ting!" Han tænkte at det skulle han nok ikke have sagt. Han rejste sig dog op. Gå var han vant til men det med at hoppe ned fra træer var noget han sjældent gjorde.
"Jeg vil gerne have mine ejendele tilbage. Jeg er jæger og så studerer jeg landvæsner." Han taler til hende i et mere venligt stemmeleje.

(Jeg kunne ikke finde på mere)

Et snert af irritation spillede ud over elverens ansigt ved lyden af den fremmedes protest. Hvad bildte han sig ind? Ikke nok med at han medvirkede til at forsinke hendes nattesøvn yderligere, men skulle han nu også til at råbe af hende? En ubestemmelig mumlen hørtes fra kvinden, men ellers intet svar: Tavst tømte hun pilene over i den ene hånd og smed kogger og bue ned foran havmanden.
"Dine ejendele skal du nok få tilbage," tilføjede hun, nu med et betydeligt mindre høfligt sprog end før, "Men jeg beholder dine våben."
Hun betragtede kortvarigt de pænt udformede havmandspile, før hun lod dem glide ned i sit eget kogger som hun havde hængende over ryggen. Den fremmede kunne altid få dem tilbage når hun havde sikret sig at han ikke var ude på noget. Ellers kunne han bare skaffe sig nogle nye.
"Nu hvor det er på plads, så tillad mig at spørge om dit navn." Caelias lød en anelse venligere end før: Som sædvanlig var hendes imødekommenhed direkte proportionel med sandsynligheden for at dem hun talte med kunne skade hende, og nu hvor havmanden var afvæbnet var der ingen grund til at være ubehagelig. Eller, i hvert fald mindre grund.
"Mit navn er Caelias Dimetriou - Jeg er næstkommanderende i Ethanárs garde og personlig livvagt for hoffet."
Man præsenterer altid sig selv først. Sine mannerer havde hun dog ikke glemt.

Han tog buen og koggeret. Koggeret hængte han på plads over skulderen og buen holdt han i hånden. Han spændte den for at tjekke om den stadig var i fineste orden. Han så længselsfuldt på sine pile han selv havde lavet bare forsvinde udenfor hans rækkevidde. Hvordan skulle han nu kunne tjene sine penge. Uden pile var han en uduelig jæger. Han kunne dog lave nogle nye pile. Heldigvis havde elveren ikke lagt mærke til den lille kniv i bunden af hans kogger. Kniven var skarp, meget skarp, så han kunne lave afbalancerede pile ud af både land og vandplanter. Desværre skulle han betale for at få lavet et godt pilehoved og det var nede i havfolkets by. Hvordan skulle han forklare at et næsten helt nyt sæt pile var blevet væk. At sige at en elver havde taget dem var det samme som at blive udvist fra byen. Ingen landvæsner kunne lave de pilehoveder han skulle bruge. Ikke engang dværgene selvom de var meget dygtige smede. Faktisk bedre end havfolket, men pilehoveder kunne de ikke lave i samme form som havfolket. Han havde dog ikke pengene til pilehovederne, og uden pile ingen penge.
Da hun havde sagt sit navn så valgte han dog at svare elveren. "Odori Searan. Jæger og menneskeforsker. Søn af Ankar Searan, havjæger ved hoffet." Han valgte at komme med mere end elveren. Han vidste at høflighed er godt, fordi mange folkeslag kan godt lide høflige væsner.

"Odori Searan."
Hun smagte lidt på navnet. Searan, hun mindtes at have hørt det familienavn før, men sammenhængen og betydningen var gået tabt hen af vejen. Havjæger ved hoffet - jo det kunne godt passe. Hendes manglende interesse for andre kulturer end elvernes havde aldrig forhindret forældrene i at banke den slags informationer ind i hovedet på hende indtil de sad fast. Til trods for at hun i sine unge år næsten bevidst forsøgte at glemme dem igen.
Menneskeforsker, huh? Caelias kan ikke lade være med at trække lidt op i mundvigen. Så fyren her studerede rundørerne. Det slog hende som et utrolig besværligt erhverv, men hey, måske var Odori i stand til at forklare hende hvorfor de kluntede væsener tilsyneladende ikke var i stand til at opføre sig bare en anelse kompetent.
"Du får dem her tilbage," påpegede hun og prikkede til kogeret med havmandens pile, "så snart jeg har bekræftet din identitet. Så følg venligst med ind til byen."
Elveren gjorde mine til at bevæge sig ned af bakken, men forblev stående for at sikre sig at Odori fulgte med frivilligt. Hendes opførsel bar stadig præg af at være formel, blikket beregnende og undersøgende, men den indledende hårdhed og irritation var mildnet en anelse. Havmanden foran hende var trods alt ikke en trold eller en dæmon eller andet skravl, hverken aggressiv eller besværlig. Og elverne havde før nydt godt af havfolket og omvendt. Det mindste hun kunne gøre var at vise en smule respekt. Eller i hvert fald forsikre fyren om at hun ikke havde tænkt sig at bide hovedet af ham. Højst stikke lidt til ham med sværdet hvis han gjorde vrøvl.

Han sukkede knap nok hørligt da han fik at vide at han skulle få bekræftet sin identitet. Hans humør var ellers lige steget meget kortvarigt, da han hørte at han ville få sine pile tilbage, men at hans identitet skulle bekræftes var han ikke forfærdelig glad for. Han kunne jo ikke vide hvordan hans identitet skulle bekræftes. Han håbede at det var en metode som han ikke kendte at elverne ville bruge.
Han sjoskede lidt bagefter elveren. Hvorfor er der så meget mistillid. Landvæsner har heller ikke nogen som helst tillid til nogen som helst tænkte han bittert mens han hang lidt med hovedet og hænderne ned i lommen.
Han ser at hun vender sig om for at se om han stadig følger efter hende. Hvorfor har hun ingen tillid til mig. Hun har mine våben og et sværd hun ser ud til at have brugt mange gange før, så er hun også mere kamp trænet end jeg er. Jeg undgår jo kamp. Selv de jagtede dyr dræber jeg helst ved første skud, og for det meste dør de også af det, ellers er det det andet skud og sjældent at det tredje skud rammer dem.
Han grundede lidt over hendes mistillid hun havdeoverfor ham. Måske var det fordi hendes tillid var blevet misbrugt engang, eller også var det fordi hun gjorde det på grund af hendes arbejde, eller måske var hun bare en person som ikke stolede på nogen.
Hans bue dinglede over skulderen og slog mod koggeret næsten ved hvert skridt. Lyden var meget hul og det fik ham bare til at tænke endnu mere over sine pile som lå i den fremmedes varetægt.

((Åh gud åh gud åh gud, jeg har ladet dig vente urimeligt længe! Undskyld!))

Caelias forholdt sig stort set tavs på turen igennem byen.
En kølig morgentåge hang stadig rundt om i gaderne, og det skrøbelige lys fra solen gav genskær på husenes blanke facader, i det elveren og havmanden forlod kirkegården og begav sig ind på de beboede områder. Det var dog ikke til at se at de var beboede - det var stadig for tidligt til at de fleste var stået op, og kun her og der gik en fisker tavst forbi, eller en byvagt stod søvndrukent og forbandede det faktum at han havde fået den tidlige vagt.
"Stå rør, soldat," kommanderede Caelias af en ung elver, som hurtigt fik gnedet søvnen ud af øjnene og hælene slået sammen.
"Javel! Godmorgen General Dimetriou!"
Caelias' ansigt forblev stoisk og passivt - men indenvendigt smilede hun. Hun blev nok aldrig træt af den følelse af at have magten over de små rekrutter.

"Her ind," Hun pegede på en dør på de tos venstre side, og ventede høfligt på at Odori skulle træde indenfor, "Yemerin er formodentligt stadig derinde: Hun vil sikre os at du taler sandt."

((Det er okay =D Så længe du svarer inden jeg dør xD))

Han traskede irriteret efter elveren. Hans hænder var dybt begravede i sine lommer. Han så ud som om han var blevet forbudt at spise.
Han kiggede på de mennesker som var stået så tidligt op.
Så er der nogen der skal på arbejde og jeg må ikke tænkte han og blev bare mere sur over at elveren havde taget pilene fra ham.
Han så på den soldat der stod rør efter elverens befaling. Han stoppede op for at betragte den anden. Han stod og kiggede på ham og trak en grimasse. Da soldaten ikke gjorde noget, kiggede han nærmere og stak næsten sit ansigt op i elverens. Han prikkede eleveren på brystkassen, og åbenbart så hårdt at han faldt. Han havde koncentreret sig så meget om at holde masken så han havde mistet balancen hurtigt. Soldatan sad på jorden og ømmede sig. Odori havde straks bedre. Han fulgte efter Caelias.
Ejh... Et forhør med en eller anden elver som sikkert kan et eller andet tanke noget tænkte han og hans humør var allerede faldet igen.

((Jeg skal nok prøve xD))

Caelias sendte et irriteret blik bagud da Odori stoppede op for at chikanere den unge byvagt. Kortvarigt overvejede hun om hun skulle skælde ud, men kroppen skreg på søvn og hun længdes efter at få det her overstået. Desuden havde den omkuldslåede elver været lige lovlig fræk på det seneste. Måske fortjente han det.
"Kom så," snerrede hun alligevel, en anelse mere beskt end nødvendigt. Efter at have sendt et lynende blik mod byvagten fortsatte hun ned af en sidegade, og hen til døren på venstre side.

Støvfnugene dansede i sollyset der faldt ind af vinduet i det lille rum. Henslynget over et rundt bord i det ene hjørne, lå en sovende elver med langt lyst hår, der forskrækket så op da Caelias kom med en rømmen.
"Åh," lød det søvndrukkent fra hende, "Dimetriou. Godmorgen."
"Yemerin." Caelias nikkede afmålt og gjorde så et kast mod hånden til Odori, "Vi har en uindbyden gæst her. Jeg vil have dig til at bekræfte hans identitet."
Yemerin nikkede og gned sig i øjnene. Tydeligvis havde de forstyrret hendes søvn, men ærligt talt var Caelias ligeglad. Hun sov alligevel så meget.
Caelias puffede mere eller mindre blidt Odori hen mod bordet, konstant med blikket hvilende på havmanden, som mistænkte hun at han ville forsvinde ud i den blå luft hvis hun ikke holdte godt nok øje.
"Sig dit navn igen," sagde hun.

Han kom ind i rummet og han var ikke ligefrem glad for det. Han kunne bedst lide naturen det åbne hav og ikke alle de her rum.
Han kiggede lidt på hende der skulle afhøre ham og hun virkede utrolig døsig. Han satte sig ved bordet og stirrede på Yemerin.
Da han fik at vide at han skulle sige sit navn igen sukkede han dybt og lagde sig nærmest over hele bordet. "Skal jeg sige det igen? Nu er du altså besværlig. Kan du ikke engang selv huske det." Han talte med hovedet ned i borpladen så det meste lød bare som en mumlen. Med et suk satte han sig op. "Jeg håber sandelig at du afleverer mine pile igen." Hans høflige tone var forsvundet efter den lane tur gennem byen.
"Odori Searen"
Han sagde ikke mere og han gad ikke engang kigge på Yemerin eller Caelias. Han ville bare have sine pile tilbage, fordi han havde jo ikke gjort noget ulovligt udover at undersøge landfolkets by. Hvis det var sådan en stor forbrydelse så skulle han godt nok have afleveret mange pile. Så ville hele Mentis være overfyldt med hans pile.

((Den sidste sætning fik mig til at grine <3))

Der kom en ubestemmelig knurren fra Caelias over Odoris brok, men hun lod det være det. Han skulle ikke have lov at gå hende på nerverne. Hun havde vigtigere ting at give sig til end at holde en lille ulovlig indtrænger i ørerne.
Yemerin kunne til gengæld ikke lade være med at trække op i et smil over havmanden, og en let rødmen tydede på at hun fandt ham sød. Caelias måtte beherske sig for ikke at himle med øjnene. For gudernes skyld. Kunne de ikke bare få det her overstået?
"Du får dine pile når vi er sikre på at du taler sandt. Så rut jer."
Det sidste var tydeligvis henvendt til Yeremin, og hun så tavst ned i bordet og strakte fingrene ud mod Odoris pande, i det han sagde sit navn. Der fulgte et par sekunders tavshed.
"Ja. Han taler sandt: Han er Odori Searen."
"Fantastisk," erklærede Caelias, men lød ikke specielt opgejlet, "Så slipper du for denne gang. Her, dine pile."
Hun rakte udtryksløst bundet med pile frem mod havmanden og gik så hen for at åbne døren.
"Du kan gå."
Så. Færdig. Nu gad hun beskæftige sig med det besvær mere.

Da han hørte at det var overstået og han kunne få sine pile igen, så hoppede han op krammede sine pile så snart han havde dem i sine hænder. Han kom dem i koggeret og aede dem lidt.
Han vendte sig mod Caelias med et smil på læben. Hans humør var blevet højt igen og hans høflighed vendte tilbage.
"Undskyld at jeg var til så meget besvær de damer. Jeg var bare på en af mine sædvanlige ture på land for at se hvordan landfolket opførte sig." Hans stemme var blød og venlig.
"Jeg vil gerne høre om der er nogen der kunne vise mig lidt af Ethanar og fortælle mig om jeres skigge. Jeg har aldrig rigtig adspurgt folk om deres vaner og skigge." Han lød meget mere tiltalende end han havde gjort for bare et minut siden.
Han stod og kiggede på de to damer for at se om de godt ville.

Caelias betragtede ham vantro. Hvor blev al hans irritation af? Hvem var den her person? Gjorde et par sølle pile virkelig al den forskel?
I lidt tid stod hun blot og holdte døren åben uden at røre på sig eller tale, mens Odoris forandring gjorde hende mere og mere forbløffet. Efter lidt tavshed åbnede hun munden for at afslå, men Yemerin kom hende i forkøbet:
"De har skam ikke været til besvær, hr. Searan. Og jeg er sikker på at Dimetriou vil være beæret over at vise Dem rundt." Den lyshårede elver sendte et bredt smil til først Odori, så Caelias.
Men den anden elver besvarede det med et lynende blik og en grimasse der dårligt kunne kaldes et smil.
"Ih jo," fik hun ud, "Det skal være mig en fornøjelse."
En fornøjelse. Jeg vil jo meget hellere vise en disorienteret fiskeknejt rundt i byen, end at ligge i min gode seng og sove, tænkte hun for sig selv, og Yemerin måtte have læst hendes tanker, for hun sendte Caelias et skinnende tandsmil, sikkert som hævn over at være blevet vækket så tidligt.
"Denne vej," sagde hun indædt til Odori og gav den anden elver en skulen. Og lige i det sekund hadede hun Yeremin.