I udkanten af kamppladsen

Xelirateis trådte langsomt hen til græspladsen, den spinkle måne lyst kun ganske svagt op, da resten af den var dækket af hvad der kunne ligne tunge regnskyer. hun satte hårdt sin stav i jorden, hvor den aflange blåhvide krystal lyste en smugle op, grundet manastrømmen der løb gennem den, og havde tæt kontakt til hendes magi.
Hun bukkede sig langsomt ned og strøg hånden henover græsset med en koncentreret mine, "Hmm, nej!" mumlede hun, og bevægede sig længere ind på plænen, hvor hun igen strøg hånden over det dugvåde græs. Pludselig lyste hun op, og lukkede hånden sammen om en plante, lige hvad hun ledte efter!

Alexander gik langsomt hen imod pladsen og kiggede sig omkring, han havde faktisk lidt håbet på at se et par varulve slås imod hinanden, det var altid temmelig underholdende, ihvertfald lige indtil de opdagede at man beskuede dem, sjovt nok kunne dette nogle gange irriterer dem grundigt, spøjse væsner. Alexander lagde hurtigt mærke til den høje kvinde, en sortelver tænkte han, og selvom han vidste at de af en eller anden grund hadede dæmoner, og at dæmoner åbenbart også hadede sortelvere, personligt havde han aldrig haft noget imod dem, men så igen han var heller aldrig blevet angrebet af en, han bevægede sig derfor langsomt hen imod kvinden og sagde fast og højt, "goddag frøken, hvad laver en sortelver kvinde som dem på et sådan sted helt alene? det kan være ualmindeligt farligt" sagde han og smilede let til hende, og gjorde hvad han kunne for ikke at se for at se passiv ud, han vidste skam godt at sortelver kvinde var særdeles kendt for deres iltre temperament.

Xelirateis havde godt fornemmet en andens tilstedeværrelse, hendes mange århundrede som illusionist havde lært hende et og andet, hun knugede hårdt den lille plante i hånden, og vendte sig så mod den nyankomne. "Frue, om jeg må bede!" sagde hun bestemt og slog det over i et lille sarkastisk smil, egentlig havde Xelirateis aldrig været gift, og havde heller ikke tænkt sig at blive det, men inden for hendes samfund fik man titlen 'frue' hvis man havde lært sig en eller anden kunst, og kunne mestre den til fingerspidserne.
Hun lod langsomt blikket glide ned over Schwartz med et kort spørgende blik, men sagde ikke rigtigt noget, hun skævede så over til sin stav, der lyste en smugle op, men hun følte sig slet ikke truet, så den behøvede hun heller ikke frygte for.
"Jeg kender min del til farer, og jeg vil påstå at hvad man kan finde her, ikke vil kunne gøre mig nogen skade!" sagde hun med et lille skævt smil, det var svært at agørre hvilken race han var, han lignede umiddelbart et menneske.
"Desuden er dette det eneste sted hvor jeg kan få fat i hvad jeg skal bruge!" hun rømmede sig kort, hun var ikke i humør til at diskutere, ikke nu.
"Hvad med Dem selv? Et menneske burde ikke rende rundt her!"

Alexander gik langsomt men roligt hen imod kvinden igen, umiddelbart havde han ikke troet hun var gift, det virkede bare ikke sådan, men hvis det glædede hende så var det jo så dejligt let, "beklage Frue, og det var da på ingen måde for at hentyde til at de ikke kunne forsvare dem selv hvis det endelig var, men fra mine erfaringer kan Varulve være ekseptionelt irriterende overfor kvinde" Sagde han og tog endnu et par skridt nærmede imod hende således at aftegninger på hans ansigt nu var tydelige for hende, han kiggede ned på jorden og gættee sig umidelbart til at hun dyrkede urte faget, det var der trosalt flere og flere som kunne gøre sig brug af deres egenskaber.
"navnet er Alexander Schwartz frue, og jeg er skam heller ikke noget menneske, jeg er en dæmon, men bare rolig ikke en konfliktsøgende en af slagsen" Sagde han og grinede let

Xelirateis skævede over til ham da han kom tættere på, nu kunne hun se ham i mørket, han var faktisk ganske køn, han lignede heller ikke et alment menneske, han var kønnere end de fleste mennesker i hvert fald. Hun smilede et lille skævt smil og så han betragtende ind i øjnene. "Varulve overvurdere som regl sig selv, det eneste man skal passe på er bidene!" sagde hun bestemt og så ned på den lille plante der lå i hendes hånd. Et varulvebid, det var den eneste grund til at hun var her, det eneste i urteuniverset der kunne kurere et bid var netop denne urt, med blod fra en varulv, plukket i måneskind.
Hurtigt slog hun blikket op på Alexander idét han nævnte sin race, dæmoner og sortelvere havde ligget i krig i flere hundrede år, men Xelirateis orkede ikke at kæmpe, og Alex virkede nu ganske fredelig, en man kunne da aldrig vide, hun skulle ikke vende ryggen til ham, det var sikkert!
"Mit navn er Xelirateis Inuraxemos Taralezixanies, magirådgiver og utrefrue for klanen Taralezixaneis!" svarrede hun og rakte hånden ud mod ham til hilsen, det var tydeligt at de bløde hænder aldrig havde set én dags hårdt arbejde, på trods af hendes 441 leveår

Han smilede let da det lod til at hun tog godt imod ham, ihvertfald havde hun ikke slynget en eller anden slags forbandelse imod ham, så indtil videre var alt godt. "så sandt, selvom jeg dog også ville mene at deres kløer kan være yderst irriterende somme tider, men ja som de selv siger at de ofte for hovmodige" Sagde han blidt til hende og gik tættere hen imod hende så de nu stod lige overfor hinanden, han kunne ikke undgå at lægge mærke til at der var en hvis reaktion idet han nævnte sin race, men hvis hun ville angribe ham havde hun nok gjort det allerede, stadigvæk så ville han ihvertfald ikke vende ryggen til hende hvis det kunne undgås.
Han tog imod hendes hånd kyssede den blidt, "hyggeligt at møde dem frue" sagde han med en lettere drillende og varm stemme, det var spændende at se hvordan hun reagere på den hilsende gestus han havde brugt på hendes hånd, enten ville hun blive smigret over det, ja selvom han var en dæmon, eller også ville hun blive forarget og sur, selvfølgelig håbede Alexander på at hun ville blive smigret, men han måtte indrømme at han troede at hvis det endelig kom til det ville han nok kunne klare hende, eller ihvertfald slippe væk, han rettede sig op igen og smilede til hende, "hvis fruen kunne bruge en hånd ville jeg da ikke have noget imod at hjælpe, havde lidt håbet på at se en kamp mellem et par varulve, men det kommer jo nok ikke til at ske i aften" sagde han med en lidt mere sadistisk stemme.

Xelirateis grinede et kort lille grin, der lige så godt kunne have været falskt, "Tja deres kløer kan vælre et problem, hvis man ikke ser dem i tide, nu er jeg heldigvis så velsignet fra naturens side, at varulve ikke vil være mig til nogen fare!" sagde hun, og rystede lidt på hovedet, så hendes hovedbeklædning rettede sig lidt til. Xelirateis selv var ganske selvsikker, og der var ikke mange der fik lov at stille sig i vejen for hende, dette var dog både hendes styrke og hendes svaghed.
Idet han kyssede hende på hånden gav hun ham et kort nik som accept og sendte ham det lille skæve smil "Nok er De dæmon, men en dæmon med manerer!" sagde hun så og vendte så opmærksomheden mod hendes stav, som endnu stod og lyste svagt op.
"Hvis De vkil hjælpe skal De være hjertens velkommen, det er sølvslør jeg leder efter, men kun det som varulvene har blødt på!" mumlede hun og bukkede sig ned til jorden, men holdt blikket fast på ham, "Det er derfor at dette sted er det eneste man kan finde disse planter, stedet hvor ulvene flår hinanden i stykker!" hendes stemme havde fået samme sadistiske tone som hans, nok var Xelirateis velopdraget, men hendes sortelviske gener slog hårdt igennem ikke langt under overfladen.
"Så, De er ikke nervøs for at blive opdaget når varulvene kæmper? De er trods alt ikke glade for at blive betragtet!"

Han nikkede kort til hende, han var uendelig enig med hende, og selv havde han endnu ikke haft problemer med at klare de varulve som han havde mødt, det faktum at deres evner var ukontrolerbare og at de slet ikke kan styre hvornår en eventuel transformation stopper og slutter, men sådan er det nu engang med lycanthropy, tænkte han roligt for sig selv, og han smilede da hun tog godt imod hans gestus, altid dejligt at blive værdsat jo, han nikkede til hende og kiggede rundt på den store graseng, der var et par sølvslør her, men det var tydeligt at det var langtfra alle som var blevet dækket af en varulvs blod, han kiggede igen op til hende for at besvare hendes spørgsmål, "Jeg frygter ikke varulve, dog respekterer jeg deres styrke, men sammenlignet med min er den ikke noget at råbe højt for, oftest flygter jeg også bare hvis der er mange af dem, det er faktisk næsten sjovt hvis man kan sige det sådan, og hvis jeg så kan få dem opdelt så og spredt ud så jeg kan gøre process med en af dem mens han er alene så gør jeg også det, desuden ville det jo heller ikke være sjovt hvis der ikke var nogen farer medregnet i det, heldigvis er de tæt forblindet af kampen foran dem." Sagde han og grinte med en lignende sadistisk tone, selvom kvinden her var en sortelver nød han faktisk at være her med hende, han kunne ihvertfald sagtens finde på et værre scenarie end dette tænkte han for sig selv og kunne undgå at få et stort smil på munden. Han kiggede lidt nærmere på jorden og så noget der lignede et sølvslør som var blevet dækket af blod i kampens hede, han gik nærmere og plukkede den. [b]" sagde han

Xelirateis bukkede sig ned og greb igen fat om en plante, hun havde efterhånden nok til at drikken kunne opnå den ønskede virkning, heldigvis. Hun følte sig dog ikke udsat på nogen måde, ikke her i området, takket være hendes evne, kunne hun få varulvene til at angribe hinanden, ved at skabe en illusion for dem om, at det var hende de angreb, og ikke hinanden. "Tja, at flygte er også en mulighed, dog bare en jeg helst ikke vil benytte mig af!" sagde hun og skar en grimasse, hun brød sig ikke om tanken, men nu var det som regl også krigerene der lå og bøvlede med de skide ulve, der fungerede Xelirateis blot som supportenhed, faktisk ligesom når sortelverene blev angrebet af Dæmoner!
"Så, hvad lever en enlig dæmon overhovedet af?" spurgte hun og så op på ham, mens hun diskret gik over til sin stav, og løftede den op fra jorden. "Jeg mener, vi lever trods alt i et samfund hvor vi spiller forskellige roller, men De kan da ikke være en del af et større samfund, hvid De er så venlig stemt over for sortelvere, som De giver udtryk for!" sagde hun med en tænksom mine, og lagde planterne ned i en lille lædertaske der hang i hendes slanke sølvbælte

Han smilede lidt til hende endnu engang, "nu handler det ikke lige så meget om at flygte af frygt, men det er mere en slags konkurrence, det er sjovt at løbe om hjørner med dem og adskille dem en efter en, desuden ved en rigtig kriger at en taktisk retræte oftest er en intelligent valg" sagde han og stod og tænkede lidt over hendes spørgsmål og det efterfølgende udsagn, det var sandt han havde da vist endnu ikke mødt en anden dæmon som ikke havde et indædt had imod sortelverne, "Den service jeg tilbyder kan være lidt besværlig at beskrive, men hovedmæssigt går den du på at jeg udføre visse lyssky handlinger for den rette belønning, og hvis prisen er rigtig gør jeg oftest hvad som helst, selvfølgelig er metoden og des lige hundrede procent op til mig, men arbejdet bliver altid gjort" sagde han og tænkede lidt over det, han var slet ikke i tvivl om at hun havde vidst præcis hvad han mente, men i desto mindre ville det være dumt at sige det direkte "Jeg kan kun give dig ret i at mine holdninger til sortelvere er særdeles sjældne iblandt min race, men jeg føler ingen grund til at have noget imod en race indtil det har gjort noget imod mig" Sagde han og grinede let til hende.

[Jeg beklager min inaktivitet, mejn jeg har ikke haft net :/]

Xelirateis så lidt tænksom ud mens hun skar en overvejdne grimasse "Nah, det der med at trække sig tilbage bar enu aldrig været mig, men nu er jeg heller ikke kriger!" sagde hun og så over på ham med et smil "Jeg fungerer nok snarre som.... som en form for opbakning!" fortsatte hun og strøg den ene hånd ned over staverns ru overflade. Xelirateis havde ikke rigtig nogen evner inden for fysisk kamp, men hun havde da sine små tricks og metoder til at få fjenden ud af kurs. Desuden kunne hun nogle få kampteknikker med sin stav, men intet der var værd at snakke om.
"Arh, så De er en lejemorder?" sagde hun med et kort og så vurderende på ham, det kom ikke bag på hende, hun kunne sagtens finde ud af om dette nu engang va sandt, men det krævede at hun rørte ved ham, og dermed sugede noget af hans livskraft ud, hvilket folk som regl ikke blev så glade for, hun havde dog enkelte gnage oplevet at folk ligefrem bad hende om det, endten for at få opfrisket glemte minder, eller for den sangs skyld for at fjerne dem.
Xelirateis nikkede anderkendende til dæmonen, han var faktisk visere end hun havde regnet ham fopr at være, måske skulle hun også slappe mere af hvad angik hendes had til dæmoner!

Han smilede lidt, hun lignede bestemt heller ikke den typiske kriger, men at fungere som en slags opbakning er der bestemt heller ikke noget galt med, selv foretrak han dog nu at være i kampens hede og opleve adrenalinen flyver rundt i hans krop.
Han havde ikke tvivlet på at hun straks ville forstå hvad han mente, han det gav han dog mulighed for altid at benægte bagefter, det var aldrig smart at sige sådanne ting ligeud. "Det er en af de mange ting som folk kalder mig, men jeg er også mere end blot en simpel morder, jeg har også andre egenskaber som der ofte er folk som er mere end villige til at betale for mine evner, og jeg får altid gjort mit arbejde. Som sagt før, hvis prisen er rigtig skal jeg nok få gjort arbejdet" Sagde han og grinede let, folk var villige til at betale for næsten alt, og specielt dem som ville have information og ikke ville have nogen skulle vide noget om det, ja de betalede særdeles rundhåndet, både for arbejdet men også for stilheden omkring de.

Xelirateis nikkede forstående, men så så spørgende på ham "Men hvis De lever af at bruge Deres evner på den måde har De så ikke selv en ordentlig bunke mordere på nakken, når folk kender Deres evner? Eller vælger De bare ikke at nævne Deres evner? I dette tilfælde ville De da ikke have mange kunder?" sagde hun med et lille smil. Hendes nysgerrighed var vakt, han kunne bestemt kun besidde spændende evner hvis han både kunne slå ihjel, og bruge dem til andre ting, den egenskab var der ikke mange der havde. Xelirateis selv havde personligt let ved at slå ihjel ved en simpel kombination af hendes evner, men det var heller ikke noget hun råbte højt om, desuden slog hun kun ihjel hvis det var yderste nødstilfælde.

han grinede let, han havde faktisk aldrig tænkt på det på den måde, altså set det fra sine kunders synspunkt, men det havde jo aldrig været et problem for ham. "Et ufattelig godt spørgsmål, men det handler mere om rygte, i starten var det besværligt, man vil trods alt ikke røbe alle sine egenskaber til folk, men nu ved folk at jeg får arbejdet gjort, og så er det lettere, men der er ikke særligt mange efter mig, dem der endelig var fortrød det hurtigt så det lader til at folk undgår det job, men de fleste kender mig heller ikke, jeg vælger mine arbejde selv, og de fleste kender mig slet ikke personligt. Grunden til at jeg vælger at fortælle fruen det, er at jeg er sikker på de en dag kunne få brug for mine ydelser, og i så fald vil jeg til hver en tid være til deres hjælp" Sagde han og smilede let til hende og afsluttede det med et let buk til hende.