En skjult smedje

En smedje ligger skjult mellem nogle klipper i nærheden af en stor grotteindgang. Der kommer et svagt lys fra døren i smedjen. En sagte lyd fra en hammer der slår mod et stykke varmt jern på en ambolt kan anes i det stille områder. Vinden blæser hen over det grotteindgangen som giver en dyb lyd som er svær at opfang. Røgen fra smedjen er det eneste der virkelig kan afsløre smedjen.
Gombur Guldhjerte står i smedjen og er ved at ordne det sidste på hans kunstværk. Et meget smukt et. Han har ornamenteret håndtaget med guld han havde fundet nede i hans grotte. Sveden drypper af dværgens ansigt. Han banker det sidste af sværdet så det er fuldstændig jævnt. Klingen trænge kun til at blive slebet og pudset.
Slibestenen bliver fugtet og sat i gang. Den skærende lyd af sten mod metal gennemtrænger luften i hytten. Udenfor er den lav men kan høres.

Eftermiddagen var ved så småt ved at indfinde sig i den storeindistruelle by og som sædvanlig var det fuld gang i byen, men imodsætning til hverdags billede var der en mørk kutteklædt skikkelse i blandt de mindre dværge. Med sig trak den kutteklædt skikkelse en flot, høj, mørk hest. De fleste dværge bannede højlydt over den høje skikkelse fyldte væsentlige mere end deres egne og de var ikke just bange for skubbe lidt til den høje skikkelse, som valgte at ignorere dem. Den drejede ned af en tom side gade med et skilt hvor der stod "Bjergsiden". Det virkede som den kiggede efter noget, da den skiftevis drejede hovede mod de to vejsider. Den kom en til en stejl trappe, hvor den lod hesten blive og forsatte selv op af trappen. Nu kunne den så småt ane noget røg for enden af vejen. En banken lød på smedjens dør..

Han var lige blevet færdig med at slibe det og var begyndt med at pudse det skindende blad. Han brummede lidt da der blev banket på hans dør. Hvem kommer nu og afbryder mig i mit arbejde tænker han. Han hænger sværdet op på væggen. Det skinner smukt og reflekterer lyset som udsendes fra essen. På væggen hænger der også andre sværd og økser, skjolde og ringbrynjer og hjelme. Han gør små brummende hen til døren og åbner den med et ryk og kigger på skikkelsen uden for. En høj skikkelse i mørkt tøj. Menneske? Hvad laver det her? tænker han da han ser skikkelsen. Han siger ikke noget men forventer at få svar fra den fremmede om hvorfor han skulle forstyrres under sit arbejde.
Han har lagt sine arme over kors og stirrer koldt op på den kutteklædte. Hvis ikke hans sværd havde stået op af en stol i smedjen havde han nok hugget ud efter denne fredsforstyrrer.

Skikkelsen, hvis ansigt man ikke kunne se sendte, sendte et hovede kast mod dværgen, som en hilsen. "Gombur Guldhjerte?" spurgte skikkelsen og rettede sit blik op mod væggen bagerste i lokalet, hvor dens syn blev mødt men skinnende sværd, økser og andre våben. Den nikkede kort, anerkende og konstaterende for sig selv og så ned mod dværgen igen.

"Ja hvad vil du med mig?" sagde han i en meget kold tone overfor den person der står foran ham. Han så at den fremmede kiggede på bagvæggen. Hans fjendtlighed overfor den fremmede blev straks større. Nå så han er efter min smedekunst. Han skal til at passe på nu. Jeg ved at mennesker er svage så han skal ikke prøve på noget dumt. tænkte han med et endnu koldere blik på den fremmede.
Ilden i essen var ved at gå ud. Den varmede dog stadig meget. Han kiggede lige hen ad væggen ved siden af døren og kiggede efter om der var et sværd han kunne hurtigt få fat i hvis det skulle blive nødvendig.
Hvis han betaler godt så kan det måske gå an tænkte han men var dog stadig forberedt på en kamp.

Der var stille i nogen øjeblikke, den kutteklædte skikkelses ånde kom til syne, da den kolde bjergluft frøs den. "Er du smedjen, der kan bearbejde magiske genstande" spurgte den, man kunne godt høre at det var et hankøns væsen og den talte som en menneske. Der var dog noget sært ved dette væsen, man kunne dog ikke sætte fingeren på det. Måske var det i virkeligheden bare ren intuition. På trods af den sorte kappe virkede personen ikke just ond. Et vind sus kom bag fra og fik den nedre af kappen til løfte sig kroppen og en skede med et sværd i kom til syne.

"Ligefrem 'smeden'? Jeg er langt fra den eneste!" siger han til den fremmede, mest for at slippe for ham eller i det mindste at bare komme til sagen.
"Hvis den herre ville være så venlig at sige hvad de vil her så vil jeg gerne have at de fortæller det nu, fordi jeg gider ikke gætte lege. Hvis de vil mig noget som har høj prioritet til mig så fortæl det eller så holder de deres mund og finder en anden smed!" Han siger det på en høflig men dog stadig hånende stemme.
Han går en på nerverne med al den introduktions pjat. Kom dog til sagen menneske! Jeg her ikke hele dagen til at stå her ude. Hvis han skynder sig kan jeg måske nå at nøjes med at sætte nye kul på i stedet for at tænde helt fra bunden af op i essen